Tilbage til top

remix

Original og remix

Hold da fast! Holberg var lig kunst og købmandsskab i egen person, da han slog pennen løs i første halvdel af 1700-tallet. Det er han stadig.I dag tirsdag 20. september 2016 blev hans første femten komedier, trykt i tre bind, sat på auktion hos Bruun Rasmussen. Vurderingen lå på 300-500.000 kr – den landede på 400.000 kr...

Vurderingsniveauet er primært lagt, hvor det er, af bogantikvariske grunde. Det er så vidt vides den eneste komplette udgave i privat eje, der findes. Og den har været passet forbilledligt på. Ikke mindst fordi Paul Johansen, en af de helt store Holbergkendere og -bogsamlere i forrige århundrede, haft den i sit eje som den næstsidste før den nu sælges. Påfaldende og tankevækkende, at den 'originale' Holberg sådan kapitaliseres netop nu, hvor vi ellers for første gang nogenside har en helt gratis og frit tilgængelig digital udgave af alt, virkelig alt, han overhovedet skrev – og det var ikke småting. » se mere her

Det er i disse tre bind, man finder de komedier, der skabte revolution i dansk teater og kultur, og i hele eftertiden været nogle af de mest spillede danske dramaværker overhovedet, fx Den politiske kandestøber (senest på Rønne Teater denne sommer) og Jeppe på bjerget (senest på Grønnegaards teatret denne sommer). Det helt ubetalelige i og med Holbergs komedier var den kunsteriske revolution, komedierne både i skrevet og spillet format stod for i starten af 1720'erne. Og med flere af de bedste komedier holdt han sig ikke tilbage med at redigere og udgive nye udgaver af dem.

I dag betragtes bøger og bogtrykkeriet vel nærmest som levende kulturarv, en konserverende tradition, vi ikke vil være foruden, men som ikke mere har den priviligerede status som for generatiopner siden. Men Holberg, som var sin egen forlægger og bogkøbmand – det som nu er på mode igen – sendte med sine komedier og øbrige bøger små kulturelle bomber ind i det dansk-norske samfund. Et samfund, der var oversvømmet med fremmedord fra latin, tysk, og fransk, som samtidigt var magtens sprog på de lærdes højborg, universitetet, blandt adelen og i det enevældige kongedømme. Holberg indførte dansk i bøgerne og på scenen. Det var om ikke et modsprog, så komisk konfrontation med magtens uvaner og spilfægteri, om det så var i den mindste (fx ægteskabet) eller største sammenhæng. 'Tal dansk, din hund, så skal vi nok svare for os!'.

Der er en sproglig og tematisk skarphed på spil i hans komedier, som har haft aktualitet og relevans siden da. Men der samtidig en indholdsmæssig og dramturgisk rummelighed – på trods af de klassisistiske skabeloner – på færde, som har gjort det muligt for dramaturger, iscenesættere og skuespillere siden da at lægge noget til fra deres eget tid, som bare har styrket de tidløse kvaliteter i Holbergs komedier. Den originale, oprindelige Holberg var intet uden eftertidens bearbejdninger, redigerede genudgivelser og remix af hans værker og tekster.

Sådan var det i også 1884, hvor man fejrede 200-året for Holbergs fødsel med pomp og pragt. En kopi af Holbergs stok, eller det man mener var hans stok, blev produceret som merchandise og uddelt til udvalgte personer. Og ikke mindst udkom en af de store udgivelser af Holberg, nemlig den såkaldte Jubel-udgave, hvori bl.a. fandtes Axel Grandjeans afhandling om "Traditionel Musik til Ludvig Holbergs Komedier". Og Grandjeans studier og noder til folkelig musik anvendt i Holbergs komedier blev en af inspirationskilderne for endnu en ny kunstnerisk fortolkning af Holberg, nemlig Hans Sydows kompositioner og remix i 10 nye musikalske lydcollager over Holbergs forfatterskab. Hans Sydows kompositioner indgik sammen med Christina Ann Sydows billedcollager og Ulle Bjørn Bengtssons sang og recitation i 10 lydtableauer, 10 remix i ord og billeder, som var en central del af udstillingen 'Holberg til tiden' i 2014 » se og hør mere her

De ti lydtableauer med tilhørende tekster og baggrundsartikler er samtidig udgivet som cd-bog. Cd-bogen kan købes i Teatermuseet i Hofteatret for 70 kr – og snart kan Sydows underfundige og skarpe musikalske lydcollager også købes online.

Abonnér på RSS - remix