Tilbage til top

Holberg til tiden

Holberg til tiden – og ud i verden

Teatermuseet 2014-2015, Tersløsegaard 2015, Holbergmuseet Bergen 2016
FLERE BILLEDER

Teatermuseets udstilling om Holberg til tiden kunne ses og høres i Teatermuseet i Hofteatret i 2014, i anledning af markeringen af 200-året for opløsningen af det dansk-norske dobbeltmonarki. Herefter var den at se og høre på Ludvig Holbergmuseet på Tersløsegaard ved Sorø i sommeren 2015, hvor udstillingen åbnede grundlovsdag 5. juni – meget passende dagen, hvor vi fejrede 100-året for indførelsen af øget ligestilling i Danmark. I maj-august 2016 kunne en del af den ses på Holbergmuseet i Bergen.

Holberg – til tiden handler om fænomenet og det kulturelle arvestykke ’Holberg’ – sådan som han har været set og spillet gennem generationer og som han aldrig før er set og hørt. Ludvig Holberg (1684-1754) var en mand af sin tid, der mestrede den vanskelige kunst at kunne fange tiden og dens typer og tendenser i flugten med ord – og vel at mærke dansk-norske ord. De temaer, Holberg igen og igen tog op, rammer den dag i dag hovedet på sømmet i den offentlige debat. Holbergs mesterlige og meget musikalske replikkunst i komedierne er det bedste og mest kendte udtryk for hans evne til at stille skarpt og fange en situation, et tabu, en tendens, en uoverlagt bemærkning – både i det lille hverdagsliv og i de store politiske og kulturelle sammenhænge. Udstillingen viser Holberg, så det kan ses og høres, både hvor jordnær og visionær han var i sin egen tid, og hvor aktuel han er i vores tid.

Holberg – til tiden er et remix, et aktualiseret møde mellem historien og nutiden. Udstillingen kombinerer en historisk billed- og tekstudstilling med nye lyd- og billedcollager – eller lydtableauer. Centralt i udstillingen var 10 lyd- og billedcollager eller såkaldte lydtableauer ligger flere forskellige kilder. Billeder og lydoptagelser fra sceniske opførelser af Holbergkomedierne gennem hundrede år, som findes i Teatermuseet i Hofteatrets righoldige arkiver, indgår rundt omkring. Grafisk designer Christina Ann Sydow står for billedsiden i lydtableauerne. Komponist Hans Sydow har komponeret lydsiden til lydtableauerne. Det har han bl.a. gjort med udgangspunkt i historisk viden om Holbergs forhold til musik og med reference til Axel Grandjeans udgivelse fra 1880'erne af folkelig musik anvendt i Holbergs komedier. Sanger og skuespiller Ulle Bjørn Bengtsson reciterer, rapper og synger nye sange, skrevet af Bengtsson-Sydow. Hør to af de ti lydtableauer nederst på siden her.

Bag det hele ligger et udvalg af hele Holbergs forfatterskab, redigeret af Teatermuseet i Hofteatrets direktør, Peter Christensen Teilmann. De ti lydtableauer med tilhørende tekster og baggrundsartikler er samtidig udgivet som cd-bog, der sælges i Teatermuseet i Hofteatret.

I udstillingen indgik også en helt ny animationsfilm for børn og voksne, tegnet og produceret af Klørkonge.dk » se filmen her  

Holberg – til tiden har modtaget støtte fra:

Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg, Augustinus Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal