”Jeg vil gerne tilbage til at være usynlig”, siger en stemme på det store lærred. Det er torsdag aften 21. januar 2016, London East. Aldgate Tower, London Metropolitan University, skyskraberne The Walkie Talkie og ikke mindst The Gherkin eller agurken ligger lige et råb herfra, hvis det kunne nå op i de højder, hvortil de når. Få meter den anden vej, i det der en blevet som en slidt kulisse for den moderne verdens nye scene, i sidegaden Goulston Street, ligger det også ret nye, uundseelige galleri Union Pacific. Nede i kælderen er der fernisering eller preview på danske Julie Born Schwartz’ fuldstændigt smukke og tankevækkende video The invisible voice. ”Man er tilstede. Man gør intet væsen af sig, men man er der”.
The invisible voice indeholder optagelser fra ældre danske teatre som Hofteatret, Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Vendsyssel Teater. Billedinteriørerne er i tæt samspil med de historier og tanker, som en håndfuld danske ’prompters’ har givet fra sig til Julie Born Schwartz. Det er en stille, intens og bevægende video, der styrkes på den måde af komponisten Louise Alenius’ musik. The invisible voice er en kunstnerisk bearbejdet billede- og lydcollage over de materielle og immaterielle, de fysiske og psykologiske, de menneskelige og kunstneriske aspekter i og omkring suffløren og sufflørens rolle i teatret. Ikke én gang ser vi scenen i sig selv eller hører skuespilleren, der taler og agerer fra den. Ikke én gang ser vi en faktisk teatersal, en faktisk skuespiller, instruktør eller sufflør. Men vi hører i fragmenter en række danske sufflører fortælle, så det er en kunst, og så man forstår det er en kunst.
The invisible voice er som den klassisk-moderne sufflør selv: en diskret, tilbagetrukket empatisk og usynlig stemme, der styrker andre i sige det, de må og skal sige på den bedste måde. Sikke en kunstnerisk ytringstillid, sikke en sans for det begivenhedsløse, som skaber det der sker, sikke en kunstnerisk suveræn sans for at man gennem det abstrakte kan udtrykke sig mere konkret end ellers om det, der skaber sanselighed og sammenhæng. ”The life of the other, the life that is not our own, is also our life … depending on a world of others, constituted in and by a social world”.
Julie Born Schwartz’ The invisible voice er som en kunstnerisk komprimeret, men helt ubesværet og meget smuk collage over sufflørens materielle og immaterielle historie. Sufflør er afledt af det franske ’souffleur’: én, der hvisker. Og en sufflør er netop en, der hvisker skuespillerne deres replikker i ørene, hvis de ikke kan huske dem. Dét er en kunst i sig selv, som kræver kunstnerisk og menneskelig empati. Suffløren skal have indgående kendskab ikke bare til forestillingens tekst, men til hele dens sceniske forløb og de indstuderede pauser, men også den enkelte skuespillers bevidste, improviserede pauser alt efter, hvordan spillet forløber her-og-nu.
Sufflørens rolle er ændret drastisk gennem de sidste par århundreder. Fra at være en diskret dramatisk tekst-controller, placeret i en kasse midt på forscenen, er suffløren næsten forsvundet ud af teatret gennem de seneste årtier. Eller rettere sagt:
Først var suffløren i form af sufflørkassen placeret helt centralt fremme på forscenen. I 1700- og 1800-tallet, da teatrene spillede repertoireteater med skiftende forestillinger hver dag, var skuespillerne ofte ret stationært ’opstillede’ i en halvcirkel omkring rampen og ofte meget afhængig af suffløren. Særlig hvis der var gået et stykke tid, hvor stykket ikke havde været på scenen og skuespilleren i mellemtiden havde spillet andre roller. Her var suffløren altså placeret i scenegulvet midt for og dækket af en kasse, således at stemmen gik op på scenen til skuespilleren, mens suffløren selv var skjult, usynlig og faktisk også uhørlig for andre end skuespillerne.
Men hen i anden halvdel af 1800-tallet skete der noget. Den praktisk nødvendige konvention om rampespil blev brudt for at skabe et mere realistisk spil fra scenen. Skuespillerne skulle til at lære at bevæge sig mere naturligt eller motiveret rundt på hele scenen, uden om de møbler, der nu blev flyttet ind fra siderne og stillet op som var det en rigtig stue osv. – og altså længere væk fra sufflørkassen. Og den udvikling fortsatte på forskellig vis, i hvert fald indtil 1960’erne, hvor nye kunstneriske iscenesættelsesambitioner og nye teaterrum gav nye udfordringer til sufflørrollen. Op gennem de seneste årtier er suffløren blevet synlig, som en vi kan se og høre udføre sin rolle i teatrets illusionsskabende virkelighed.
Det er få teatre, der overhovedet har en gammeldags sufflørkasse fremme på forscenen nu om dage. Her på Hofteatret er sufflørkassen forsvundet ned under scenen. Det skete i 2009, da der blev lagt nyt skånegulv oven på det gamle originale scenegulv. I dag kan man se sufflørkassen fra rummet under scenen – eller på billedet her.
