Tilbage til top

peters blog

Teatrets skjulte rum

I netop disse dage (16. juni 2017) for fire år siden havde Teatermuseet den glæde at besøge en af landets mange fine, men ofte hengemte eller ligefrem glemte teatersale, Odder teatersal. Det blev til en fin dag i selskab med arkitekt, forfatter og ildsjæl Eric Pettersson, der viste rundt i alle kringelkroge og i hver af dem fandt små historier, som han med faglig kyndighed og finessefyldt humør gav lokal forankring og kulturelt perspektiv. Nu er Eric Pettersson død. Æret været hans minde. Må hans engagerede evne til at forestille sig, hvad ting og idéer kan blive til for menneskers bedste leve videre – og måtte den føre til at Odde teatersal igen kunne blive som hvor det er placeret: i centrum af byen. 

Dengang for fire år siden i juli 2013 publicerede vi denne bloghistorie om besøget med Eric Pettersson i teatersalen – fra ord til andet lød den således: 

Glemte steder og skjulte rum

Her få uger efter, at vi i Teatermuseet i Hofteatret har åbnet udstillingen Interiører og facader – danske teaterbygninger gennem 300 år med Kurt Rodahl Hoppes pragtfulde og atmosfærefyldte fotografier fra teaterbygninger over hele landet – ja, så drager vi til Østjylland for at videodokumentere en af landets måske mest gemte og glemte, men for så vidt velbevarede og fredede teatersale med fremtidspotentiale: Odder teatersal. Teatersalen ligger indesluttet på førstesalen i det gamle Centralhotel midt på torvet i Odder. Hotellet med det indbyggede teater blev bygget i 1908 og blev i årtier anvendt  til rejsende forestillinger som i sin tid romantiske syngestykker og senere Cirkus Reveuen, Liva Weel og senere igen i 50'erne besøg fra Bellevue teateret m.fl. .

Undervejs gennemgik det forskellige forandringer af andre hensyn end til teatersalen. I 1974 blev de første beboelseslejligheder indrettet på 4. sal i hotellet, og i 1977 blev restaurationen i hotellets stueetage indrettet til herretøjsforretning, som stadig findes. I 1993 blev hele Centralhotellet fredet. Planstyrelsen begrundede fredningen af det på det tidspunkt 85 år gamle hus med, at der ikke findes lignende eksempler på hoteller fra århundredeskiftet med så væsentlige islæt af kunstnerisk formgivne elementer og med så velbevaret en teatersal. I 1995 blev Centralhotellet sat til salg. I den forbindelse voksede den lokale interesse for, at Odder Kommune skulle overtage hotellet til kulturformål. Projektet fik dog ikke den tilstrækkelige tilslutning i byrådssalen. Én stemme afgjorde udfaldet. Siden har teatersalen stået ubrugt hen, som en fredning tænkt til forfald. Hvad det naturligvis ikke er. Og lokale kræfter med professionel erfaring i bygningsrestaurering og -fornyelse med kulturelt indhold fortsætter med at gøre deres for at bringe liv i den gamle teatersal. De vil i virkeligheden blot på nutidens præmisser skabe, hvad den oprindelige etablering af en fuldfed teatersal inde midt i Centralhotellet var et udtryk for for over 100 år siden: et levende kulturhus, hvor teaterkulturen var i centrum for forskellige former for livsstils- og kulturaktiviteter.

Sikke en historie! Den vil Teatermuseet i Hofteatret gerne fortælle og vise perspektiverne i.

 

The invisible voice

”Jeg vil gerne tilbage til at være usynlig”, siger en stemme på det store lærred. Det er torsdag aften 21. januar 2016, London East. Aldgate Tower, London Metropolitan University, skyskraberne The Walkie Talkie og ikke mindst The Gherkin eller agurken ligger lige et råb herfra, hvis det kunne nå op i de højder, hvortil de når. Få meter den anden vej, i det der en blevet som en slidt kulisse for den moderne verdens nye scene, i sidegaden Goulston Street, ligger det også ret nye, uundseelige galleri Union Pacific. Nede i kælderen er der fernisering eller preview på danske Julie Born Schwartz’ fuldstændigt smukke og tankevækkende video The invisible voice. ”Man er tilstede. Man gør intet væsen af sig, men man er der”.

The invisible voice indeholder optagelser fra ældre danske teatre som Hofteatret, Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Vendsyssel Teater. Billedinteriørerne er i tæt samspil med de historier og tanker, som en håndfuld danske ’prompters’ har givet fra sig til Julie Born Schwartz. Det er en stille, intens og bevægende video, der styrkes på den måde af komponisten Louise Alenius’ musik. The invisible voice er en kunstnerisk bearbejdet billede- og lydcollage over de materielle og immaterielle, de fysiske og psykologiske, de menneskelige og kunstneriske aspekter i og omkring suffløren og sufflørens rolle i teatret. Ikke én gang ser vi scenen i sig selv eller hører skuespilleren, der taler og agerer fra den. Ikke én gang ser vi en faktisk teatersal, en faktisk skuespiller, instruktør eller sufflør. Men vi hører i fragmenter en række danske sufflører fortælle, så det er en kunst, og så man forstår det er en kunst. 

The invisible voice er som den klassisk-moderne sufflør selv: en diskret, tilbagetrukket empatisk og usynlig stemme, der styrker andre i sige det, de må og skal sige på den bedste måde. Sikke en kunstnerisk ytringstillid, sikke en sans for det begivenhedsløse, som skaber det der sker, sikke en kunstnerisk suveræn sans for at man gennem det abstrakte kan udtrykke sig mere konkret end ellers om det, der skaber sanselighed og sammenhæng. ”The life of the other, the life that is not our own, is also our life … depending on a world of others, constituted in and by a social world”.

Julie Born Schwartz’ The invisible voice er som en kunstnerisk komprimeret, men helt ubesværet og meget smuk collage over sufflørens materielle og immaterielle historie. Sufflør er afledt af det franske ’souffleur’: én, der hvisker. Og en sufflør er netop en, der hvisker skuespillerne deres replikker i ørene, hvis de ikke kan huske dem. Dét er en kunst i sig selv, som kræver kunstnerisk og menneskelig empati. Suffløren skal have indgående kendskab ikke bare til forestillingens tekst, men til hele dens sceniske forløb og de indstuderede pauser, men også den enkelte skuespillers bevidste, improviserede pauser alt efter, hvordan spillet forløber her-og-nu. 

Sufflørens rolle er ændret drastisk gennem de sidste par århundreder. Fra at være en diskret dramatisk tekst-controller, placeret i en kasse midt på forscenen, er suffløren næsten forsvundet ud af teatret gennem de seneste årtier. Eller rettere sagt: 

Først var suffløren i form af sufflørkassen placeret helt centralt fremme på forscenen. I 1700- og 1800-tallet, da teatrene spillede repertoireteater med skiftende forestillinger hver dag, var skuespillerne ofte ret stationært ’opstillede’ i en halvcirkel omkring rampen og ofte meget afhængig af suffløren. Særlig hvis der var gået et stykke tid, hvor stykket ikke havde været på scenen og skuespilleren i mellemtiden havde spillet andre roller. Her var suffløren altså placeret i scenegulvet midt for og dækket af en kasse, således at stemmen gik op på scenen til skuespilleren, mens suffløren selv var skjult, usynlig og faktisk også uhørlig for andre end skuespillerne.

Men hen i anden halvdel af 1800-tallet skete der noget. Den praktisk nødvendige konvention om rampespil blev brudt for at skabe et mere realistisk spil fra scenen. Skuespillerne skulle til at lære at bevæge sig mere naturligt eller motiveret rundt på hele scenen, uden om de møbler, der nu blev flyttet ind fra siderne og stillet op som var det en rigtig stue osv. – og altså længere væk fra sufflørkassen. Og den udvikling fortsatte på forskellig vis, i hvert fald indtil 1960’erne, hvor nye kunstneriske iscenesættelsesambitioner og nye teaterrum gav nye udfordringer til sufflørrollen. Op gennem de seneste årtier er suffløren blevet synlig, som en vi kan se og høre udføre sin rolle i teatrets illusionsskabende virkelighed.

Det er få teatre, der overhovedet har en gammeldags sufflørkasse fremme på forscenen nu om dage. Her på Hofteatret er sufflørkassen forsvundet ned under scenen. Det skete i 2009, da der blev lagt nyt skånegulv oven på det gamle originale scenegulv. I dag kan man se sufflørkassen fra rummet under scenen – eller på billedet her. 

 

 

 

Halfdan – undervisning

Halfdan til tiden – et undervisningsmateriale handler om Halfdan Rasmussen, den måske mest udbredte, læste og afholdte forfatter i Danmark gennem de seneste 100 år, sådan som han sjældent er set og hørt – selv om han jo er kendt og elsket af store og små, børn og voksne på tværs af generationer. Børnenes Halfdan og den humoristiske Halfdan er slet ikke glemt, hverken i udstillingen eller i undervisningsmaterialet. Men begge dele viser især ham den 'anden' Halfdan, der – uden øvrig sammenligning – ikke lader fx Yahya Hassan noget efter, når det kommer til at tale lige ind i tiden og tale tidens toner og takter midt i mod. Den Halfdan kun få i virkeligheden kender. Den Halfdan som skriver om tabuer og social og eksistentiel udkantsliv, så man skulle tro det handlede om os i dag. 

Undervisningsmaterialet er udviklet i forbindelse med, men uafhængig af en udstilling af samme navn, som kunne ses og høres i Teatermuseet i Hofteatret indtil 30. juni 2016. Udstillingen genopstår i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus, Favrskov Kommune til november 2016 » se mere om udstillingen her. Undervisningsaterialet kan anvendes af alle og enhver, men er dog primært henvendt til folkeskolens ældste klasser (7.-9.), gymnasier, ungdomsuddannelser, højskoler,  læseklubber og lignende. Materialet består af en introduktion  og syv små af hinanden uafhængige moduler i form af syv temaer med arbejdsspørgsmål udfoldet på hvert sit dobbeltark. 

Syv temaer, syv dobbeltark (pdf): Ung og vred, Halfdan og fotografiet, Det er det med skolen, Samtid og samfund, Vissevasse, Om at være – og endelig: Om at tage afsked. Print arkene hver for sig, som du har lyst til og brug for, eller som en samlet pdf her:

» undervisningsark - Intro

» undervisningsark 1 - Ung og vred

» undervisningsark 2 – Halfdan og fotografiet

» undervisningsark 3- Det er det med skolen

» undervisningsark 4 – Samtid og samfund

» undervisningsark 5 – Vissevasse

» undervisningsark 6 – Om at være

» undervisningsark 7 – Om at tage afsked

» undervisningsmaterialet samlet

Halfdan til tiden – et undervisningsmateriale er udarbejdet af forfatter og tidl. skolelærer Tina Mikkelsen og forfatter og direktør for Teatermuseet i Hofteatret, Peter Christensen Teilmann. Grafisk design v. Per Romerdahl.

Kontakt: Peter Christensen Teilmann – tlf. 61677081 – mail: teilmann [at] teatermuseet.dk

Maude – og meget mere end det

”Maude har været min karrieres faste holdepunkt og grunden til, at jeg stadig er et navn”, udtalte skuespilleren Malene Schwartz i anledning af sit 60 – tres! – års jubilæum som skuespiller, tirsdag 15. december 2015. Dagen blev fejret på scenen i Folketeatret, hvor Malene Schwartz spillede den ene hovedrolle i Gustav Wieds Skærmydsler, Sonja Oppenhagen den anden. I dag onsdag 10. august 2016 runder Schwartz 80 år, højbåret og til stede.

Der er ikke tvivl om, at Schwartz’ selvforståelse er realistisk og i samklang med omverdenens, publikums, forståelse af hvem hun er frem for noget og nogen, nemlig Maude fra tv-serien Matador. Selv om Matador snart nærmer sig 40 års jubilæet siden premieren i 1978, ja så er det – som det også er tilfældet for de fleste andre hovedrolleindehavere i Matador – den rolle om nogen flest mennesker på tværs af alder, køn og evt. teaterinteresse kender hende som. 

På Teatermuseet hænger Mitch Waites portrætmaleri af Malene Schwartz. Portrættet er fra 2012, altså mere end 30 år efter, at Matadors sidste afsnit var sendt i 1981. Alligevel var min 10-årige datter ikke et sekund i tvivl, da hun så maleriet: ”Det er jo Maude!”. Men Malene er og har i årtier været meget mere end Maude. Hun har som flere af sine kolleger i sin generation – fx Morten Grunwald – været teaterchef i vigtige perioder af den institutionelle udvikling af dansk teater, både i København (Bristol Teatret og Aveny-Teatret) og på landsdelsscenen (Aalborg Teater). Og hun har haft en langstrakt og faktisk vidtfavnende karriere på film og ikke mindst i teatret. 

Den kunstneriske historie uden om Maude er værd at fortælle. Det bliver en anden gang – men blot et lille udvalg af hendes mange roller: På Alléscenen i Osbornes Ung vrede i 1958, på Det Kongelige Teater som Agnete i Elverhøj i 1966 og Francoise Sagans Den besvimede hest i 1968, på Aveny-Teatrets Mary Chase’s Harvey i 1978, på Bristol Music Center i Repetition af Ionescos Stolene 1981 – og endelig Erik Werners karakteristiske tegning af Malene Schwartz som Maude, som vises her (klik på tegningen og se den i sin fulde hele.

Malene Schwartz har spillet med i Skærmydsler tidligere. Nemlig for snart 60 år siden som pigen Ellen i tv-udgaven fra 1958, fra tiden før man – fx Ester Nagel Rasmussen og Leif Panduro – begyndte at skrive ny dramatik direkte til tv-mediet. I tv-udgaven af Skærmydsler spillede hun sammen med den dengang berømte kongelige besætning bestående af Maria Garland som Clara, Clara Pontoppidan som Hertha og Professor Petersen af Albert Luther. Nu her så mange år senere i 2015 er hele hendes kunstneriske liv lagt ind i – og foldet ud af Christian Tom-Petersens kongeniale scenografi til – den fine lille komedie i mol, som instruktøren Kasper Wilton så fint har betegnet Wieds mærkelige lille arvestykke fra en verden af for længe siden.

Portrættet af Malene Schwartz hænger i Teatermuseets lille udstilling af portrætmalerier af scenekunstnere  fra 1900- og 2000-tallet. I dag sker det sjældnere, at scenekunstnere (og borgmestre) får malet deres portræt. Engang var det almindeligt.

Op gennem 1700-tallet fik teatret for alvor sine første offentlige institutioner side om side med det teater, som blev spillet på markeder og torve eller inden for murene hos den enevældige kongemagt og adelen, fra 1767 her i Hofteatret. Først kom Ludvig Holbergs Lille Grønnegade Teater i 1722-27. Med etableringen af de første udgaver af Det Kongelige Teater fra 1770’erne og en række borgerlige privatteatre i første del af 1800-tallet blev rammerne efterhånden sat for at skuespillerne kunne blive offentligt anerkendte personligheder, kändisser. Siden da har de mest kendte skuespillere måttet lægge krop og ansigt til alle mulige kunstneriske, videnskabelige og journalistiske portrætter.

Den dag i dag er de kendte skuespillere centralt placeret i de kulturelle reality shows, der udfoldes til premiere, receptioner, støttearrangementer – og i ugebladenes reportager herfra. Her er skuespilleren den offentlige privatperson ’bag masken’ eller bag kunstneren.

Op gennem 1900-tallet ændrede offentlighedskulturen omkring de kendte scenekunstnere sig radikalt, i og med medierne udviklede sig og blev massemedier. Hvor maleriet i 1700- og 1800-tallet var det eksklusive medie for portrættering af bl.a. scenekunstnere, der tog nu fotografiet, tegneren, aviserne og ugebladene i stigende grad over. Men portrætmaleriet var dog stadig en anerkendt og ophøjet genre og Teatermuseet i Hofteatret har en række malerier af 1900-tallets og 2000-tallets scenekunstnere – og de er suppleret af farvelagte tegninger.

I Teatermuseets lille udstilling af portrætmalerier er der to grupper af portrætter. 

Den ene gruppe portrætter forestiller scenekunstnerne, der optræder i berømte roller og som har udgjort markante præstationer i de pågældende karrierer. Osvald Helmuth (1894-1966) er portrætteret af August Tørsleff i titelrollen i Ludvig Holbergs komedie Jeppe på Bjerget. Helmuth er her iført det originale Jeppe-kostume som blev brugt første gang i slutningen af 1700-tallet og sidste gang af ham selv i 1954!

Den anden gruppe portrætter forestiller scenekunstnerne uden for scenen, altså i noget der ligner private rammer – i stil med ugebladenes billedreportager a la ’hjemme hos’. To af de nyeste portrætter af privatpersonen bag skuespilleren, er af de to kvindelige hovedrolleindehavere fra Matador. Nemlig operasanger, scenograf, instruktør og portrætmaler Mikael Melbyes portræt af den moderne diva, skuespilleren Ghita Nørby, og altså Mitch Waites portræt af Malene Schwartz.

Portrætmalerierne indgår i udstillingen Fra samlingen: teatret i museet – museet i teatret  » se mere her

 

Sider

Abonnér på RSS - peters blog