”Maude har været min karrieres faste holdepunkt og grunden til, at jeg stadig er et navn”, udtalte skuespilleren Malene Schwartz i anledning af sit 60 – tres! – års jubilæum som skuespiller, tirsdag 15. december 2015. Dagen blev fejret på scenen i Folketeatret, hvor Malene Schwartz spillede den ene hovedrolle i Gustav Wieds Skærmydsler, Sonja Oppenhagen den anden. I dag onsdag 10. august 2016 runder Schwartz 80 år, højbåret og til stede.
Der er ikke tvivl om, at Schwartz’ selvforståelse er realistisk og i samklang med omverdenens, publikums, forståelse af hvem hun er frem for noget og nogen, nemlig Maude fra tv-serien Matador. Selv om Matador snart nærmer sig 40 års jubilæet siden premieren i 1978, ja så er det – som det også er tilfældet for de fleste andre hovedrolleindehavere i Matador – den rolle om nogen flest mennesker på tværs af alder, køn og evt. teaterinteresse kender hende som.
På Teatermuseet hænger Mitch Waites portrætmaleri af Malene Schwartz. Portrættet er fra 2012, altså mere end 30 år efter, at Matadors sidste afsnit var sendt i 1981. Alligevel var min 10-årige datter ikke et sekund i tvivl, da hun så maleriet: ”Det er jo Maude!”. Men Malene er og har i årtier været meget mere end Maude. Hun har som flere af sine kolleger i sin generation – fx Morten Grunwald – været teaterchef i vigtige perioder af den institutionelle udvikling af dansk teater, både i København (Bristol Teatret og Aveny-Teatret) og på landsdelsscenen (Aalborg Teater). Og hun har haft en langstrakt og faktisk vidtfavnende karriere på film og ikke mindst i teatret.
Den kunstneriske historie uden om Maude er værd at fortælle. Det bliver en anden gang – men blot et lille udvalg af hendes mange roller: På Alléscenen i Osbornes Ung vrede i 1958, på Det Kongelige Teater som Agnete i Elverhøj i 1966 og Francoise Sagans Den besvimede hest i 1968, på Aveny-Teatrets Mary Chase’s Harvey i 1978, på Bristol Music Center i Repetition af Ionescos Stolene 1981 – og endelig Erik Werners karakteristiske tegning af Malene Schwartz som Maude, som vises her (klik på tegningen og se den i sin fulde hele.
Malene Schwartz har spillet med i Skærmydsler tidligere. Nemlig for snart 60 år siden som pigen Ellen i tv-udgaven fra 1958, fra tiden før man – fx Ester Nagel Rasmussen og Leif Panduro – begyndte at skrive ny dramatik direkte til tv-mediet. I tv-udgaven af Skærmydsler spillede hun sammen med den dengang berømte kongelige besætning bestående af Maria Garland som Clara, Clara Pontoppidan som Hertha og Professor Petersen af Albert Luther. Nu her så mange år senere i 2015 er hele hendes kunstneriske liv lagt ind i – og foldet ud af Christian Tom-Petersens kongeniale scenografi til – den fine lille komedie i mol, som instruktøren Kasper Wilton så fint har betegnet Wieds mærkelige lille arvestykke fra en verden af for længe siden.
Portrættet af Malene Schwartz hænger i Teatermuseets lille udstilling af portrætmalerier af scenekunstnere fra 1900- og 2000-tallet. I dag sker det sjældnere, at scenekunstnere (og borgmestre) får malet deres portræt. Engang var det almindeligt.
Op gennem 1700-tallet fik teatret for alvor sine første offentlige institutioner side om side med det teater, som blev spillet på markeder og torve eller inden for murene hos den enevældige kongemagt og adelen, fra 1767 her i Hofteatret. Først kom Ludvig Holbergs Lille Grønnegade Teater i 1722-27. Med etableringen af de første udgaver af Det Kongelige Teater fra 1770’erne og en række borgerlige privatteatre i første del af 1800-tallet blev rammerne efterhånden sat for at skuespillerne kunne blive offentligt anerkendte personligheder, kändisser. Siden da har de mest kendte skuespillere måttet lægge krop og ansigt til alle mulige kunstneriske, videnskabelige og journalistiske portrætter.
Den dag i dag er de kendte skuespillere centralt placeret i de kulturelle reality shows, der udfoldes til premiere, receptioner, støttearrangementer – og i ugebladenes reportager herfra. Her er skuespilleren den offentlige privatperson ’bag masken’ eller bag kunstneren.
Op gennem 1900-tallet ændrede offentlighedskulturen omkring de kendte scenekunstnere sig radikalt, i og med medierne udviklede sig og blev massemedier. Hvor maleriet i 1700- og 1800-tallet var det eksklusive medie for portrættering af bl.a. scenekunstnere, der tog nu fotografiet, tegneren, aviserne og ugebladene i stigende grad over. Men portrætmaleriet var dog stadig en anerkendt og ophøjet genre og Teatermuseet i Hofteatret har en række malerier af 1900-tallets og 2000-tallets scenekunstnere – og de er suppleret af farvelagte tegninger.
I Teatermuseets lille udstilling af portrætmalerier er der to grupper af portrætter.
Den ene gruppe portrætter forestiller scenekunstnerne, der optræder i berømte roller og som har udgjort markante præstationer i de pågældende karrierer. Osvald Helmuth (1894-1966) er portrætteret af August Tørsleff i titelrollen i Ludvig Holbergs komedie Jeppe på Bjerget. Helmuth er her iført det originale Jeppe-kostume som blev brugt første gang i slutningen af 1700-tallet og sidste gang af ham selv i 1954!
Den anden gruppe portrætter forestiller scenekunstnerne uden for scenen, altså i noget der ligner private rammer – i stil med ugebladenes billedreportager a la ’hjemme hos’. To af de nyeste portrætter af privatpersonen bag skuespilleren, er af de to kvindelige hovedrolleindehavere fra Matador. Nemlig operasanger, scenograf, instruktør og portrætmaler Mikael Melbyes portræt af den moderne diva, skuespilleren Ghita Nørby, og altså Mitch Waites portræt af Malene Schwartz.
Portrætmalerierne indgår i udstillingen Fra samlingen: teatret i museet – museet i teatret » se mere her
