I dag lørdag 30. januar har Folketeatret i Nørregade i København premiere på en ny iscenesættelse af Holbergs Jean de France. For lidt mere end 60 år siden, i 1953, markerede Det Kongelige Teaters iscenesættelse af samme komedie et brud med den naturalistiske spilletradition, der efterhånden havde siddet godt og grundigt på teatrets Holbergforståelse i et halvt århundrede. Og det var selv Det Kongelige Teater ved at være grundigt træt af. Nu skulle der andre farceboller på scenen (farcespillet er faktisk indlejret i Holbergkomediens dramaturgiske historie, men det er ... en anden historie).
Det Kongelige Teaters iscenesættelse af Jean de France skulle vise sig at blive skelsættende og bane nye veje for de følgende årtiers Holberg-iscenesættelse. Men den dengang allerede anerkendte, stadig unge anmelder, Jens Kistrup, som ellers siden i lige så mange år fulgte teatrenes Holbergopførelser med kritisk empati og sund sans for overdrevets nødvendighed, var skal vi sige behersket i sin begejstring. Han var kritisk overfor det tiltagende ”Farce-Maskineri”, der nu tilsyneladende tog over efter den naturalistiske, mere neddæmpede og motiverede spillestil – også selv om det angik en komedie fra 1722, der handler en narrehat af selfie-fokuseret ung karrieremand, der kommer hjem med opstyltede moderne manerer og ganske har ”oublieret” sit danske ”dans Paris”:
[Man] ser ”Jean de France” som en Narrekomedie, en Farce med Løjer og Langkaal, drastiske knock about-Gags og snurrige Rokoko-Kruseduller. […] Komedien har ingen Mening – ingen anden end den: at more. […] Som Forestilling er denne Nyindstudering af ”Jean de France” altså en blandet Fornøjelse. Som folkelig Komedieaften gaar den direkte i Publikum. […] De store Numre omkring den forfranskede Skabekrukke Hans Frandsen var sat op med al mulig farcemæssig Applomb. Underligt stak disse haardt optrukne groteske Karikaturer nu og da af mod den kulturhistoriske Stil-Ramme, men morede sig gjorde man, fordi det saa øjensynligt morede Det Kgl.’s Skuespillere at give den jubilerende Baron Papnæse paa." » læs mere her om Kistrups Holberg-kritik i Teatermuseet i Hofteatrets webtekst20
Spændende at se, hvad Folketeatret har fået ud af Holbergs komedie » se teaser her
Jeg er sikker på det på sin egen måde bliver Holberg til tiden » se mere her om Teatermuseet i Hofteatrets udstilling fra 2014, Holberg til tiden, som her til foråret åbner på Holbergmuseet i Bergen