Klar, parat, viden

Parathumør og verdensvendt viden hænger sammen. Fantastisk at være kommet hjem efter at have deltaget i en branchekonference i Aarhus for museumsfolk – superarrangeret af Organisationen Danske Museer – om museets grund til at være og vilje til at møde verdens omkring sig, og så sætte sig og se endnu to af DR Ks mange initiativer til at forny vores fælles viden og måden, vi forstår den på – og måden, hvorpå vi bruger det gamle dannelsesmedie TV til det. Først starten på en ny serie om Fattigdommens historie, så endnu et program i DR Ks nye Historiequizzen. Og denne onsdag 11/3 fra og om Hofteatret (se teaser her: https://www.facebook.com/video.php?v=910275032356284&fref=nf).

Historiequizzen er i sit nye format tv-dramaturgisk nytænkt, dejligt lystfyldt, uprætentiøs og perspektivrig. Hvert program foregår et nyt sted, og quizzen er bygget op om historier fra dette sted, fx. Medicinsk Museion, Politimuseet, Sankt Petri Kirke og altså nu også Hofteatret. Historiequizzen rykker i de traditionelle forståelser af, hvad viden er, hvem der har autoritet til at bringe den videre til andre og hvordan.

Programmets dramaturgi er som de forskellige bolig- og typeprogrammer (Hammer-slag osv.), der fylder sendefladerne i disse år: to hold præsenteres scene for scene for det samme på skift og uden at være på samtidig. Der klippes altså konstant ud fra ét hensyn: programmets flow. Og det flow fastholdes af en engageret, sjov og skarp studievært, her Adrian Hughes. Han er ikke professionel historiker, men han er professionel tv-formidler og tilstedeværende vært (jeg mener faktisk han som en af de få rummer nogle af de højbårne kvaliteter, som Otto Leisner besad og som bringer ham i kontakt med dem han taler med, med det de taler om, og med seerne. 

De to hold består nok af historikere, men historikere med den almene interesse i at forstå og forklare. ’De står ikke og nørder med paratviden’, som en formidlingschef på et af landets større provinsmuseer, sagde til mig på konferencen i Aarhus, ’ og det er det der er så fedt!’. Nej, de gør noget, der er meget bedre – og i programmet om Hofteatret var de Cecilie Nielsen og Kåre Johannessen versus Trine Halle og Christian Donatzky – nemlig: de ræsonnerer sig frem til et svar (de skal vælge blandt tre), hvor de de ikke ved om det spørgsmål de stilles, spejles i det de ved om alt uden om spørgsmålet: tiden, den historiske sammenhæng osv. Det gør, at programmet lever op til den genrekategori, det placeres i i diverse tv-guides: underholdning, og det gør, at seerne selv kan tænke og gætte med uanset baggrund og forhåndsviden.

Pragtfuldt i netop dette program var det så, at der ind imellem blev klippet til halvtreds år gamle optagelser med Teatermuseet i Hofteatrets gamle og længstsiddende direktør, Robert Neiiendam. Han indtog i stemme og positur den gamle autoriative vidensformidlers rolle, men hvad fortalte han om? Han antropomorfiserede, gjorde han. Han menneskeliggjorde Hofteatrets interiører ved at fortælle om, hvad de havde oplevet gennem tiden. Ved at fortælle om historien på den måde, fik stedets ånd plads i historien. Præcis som den gør i Hughes’ Historiequiz.

Det fortæller os, at historien, indlevelsen i den og overleveringer af erfaringer om den ikke bare er paratviden og materialiserbare fakta, men også er bundet til det immaterielle og til oplevelsen. Og når det ene vender sig i retning af det andet det andet med glimt i øjet som i Historiequizzen, så går stedets ånd og programmets ånd i sync.