Tilbage til top

Udgivelser

Teatermuseet i Hofteatret har siden 2011 sat fart på sin egen publicerings- og udgivelsesaktivitet. Museet publicerer løbende teater- og kulturfaglige artikler af forskellig slags, som kan hentes gratis her. Museet har sin egen videokanal og slår løbende indslag op på FaceBook. Direktør Peter Christensen Teilmann har sin egen blog om museums- og kulturverdenen.. 

Teatermuseet i Hofteatret udgiver også bøger og cd’er, ofte i sammenhæng med udstillinger og formidlingsaktiviteter – se mere her på siden.

Alle udgivelser kan købes i Teatermuseet i Hofteatret eller bestilles til forsendelse med PostNord via info [at] teatermuseet.dk

Priser er angivet ved hver enkelt udgivelse. Bemærk: en række af vore udgivelser sælges til særpris 4 for 100 kr. (ét stk 50 kr.) ved køb i Teatermuseet i Hofteatrets bogsalg.

Emilius Bærentzen - en portrætkunstner i Guldalderens Danmark (2014)
Mikael Kristian Hansen (red.)

Særpris i 2017 ved køb i Teatermuseet i Hofteatret kun 50 kr.! 

Emilius Bærentzen – en portrætkunstner i Guldalderens Danmark handler om en af de i eftertiden noget oversete malere, der havde sin måske ikke så anerkendte, men meget produktive position i den verden og den tid, vi siden har kendt som Guldalderen: Emilius Bærentzen, født i det indre København 1799 og død samme sted i 1868.Emilius Bærentzen var i 1830’erne og 1840’erne en af især Københavns mest populære og produktive portrætmalere, der arbejdede og var kendt rundt om i sin tids forskellige kunstneriske, kulturelle og politiske miljøer. Men portrætmaleriet var som genre betragtet ikke i høj kurs i hans samtids akademiske miljø og i eftertiden flyttede hans portrætmalerier langt ind i skyggen af Guldalderens store navne som C. W. Eckersberg, Christen Købke og Wilhelm Marstrand. Det er der en række forskellige både institutionelle, kunst- og kulturhistoriske grunde til, og de udredes og diskuteres i bogen af en række fremragende skribenter.

Emilius Bærentzen – en portrætkunstner i Guldalderens Danmark blev udgivet i forbindelse med en særudstilling i Teatermuseet i Hofteatret 2014.

Hardback, 343 sider, rigt illustreret i farver. ISBN 978-87-92134-07-3
50 kr. ved køb i Teatermuseet i Hofteatrets bogsalg; ellers 155 kr. inkl. forsendelse pr post
Breve fra et grænseland. En brevveksling mellem Johan Daniel Bauer og hans søn August Fridolin Bauer
Mikael Kristian Hansen (red.)

Særpris i 2017 ved køb i Teatermuseet i Hofteatret kun 50 kr.! 

Breve fra et grænseland giver et enestående dokumentarisk indblik i årene omkring midten af 1800-tallet, der er nogle af de mest dramatiske, men også efterhånden mest glemte i Danmarks historie. Her blev de første sten til demokratiets fundament, Grundloven, støbt i København, samtidig med at Treårskrigen bragede løs i Slesvig og fik tilværelsen til at bryde sammen for familier og venner, der pludselig befandt sig på hver sin side af fronten. Det afspejles for fuld kraft i denne udgivelse af Breve fra et grænseland. I København sad forhenværende kongelig skuespiller Johan Daniel Bauer på tryg, men også urovækkende afstand af krigen. Rygterne om de mange sårede, døde og tilfangetagne florerede i hovedstaden sammen med koleraens hærgen. Ved krigens front Slesvig sad sønnen August og skrev breve hjem direkte fra krigszonen, fra de voldsomme og blodige slag ved Isted og stormen på Frederiksstad i 1850. Men hans breve rummer også tætte og atmosfærefyldte beskrivelser af landskabet, af den militære udvikling, af forholdet mellem soldaterne og civilbefolkningen samt mellem dansk- og tysksindede i Sønderjylland. Til trods for at Danmark igen i disse år har soldater i krig, er det vanskeligt i dag at forstå Treårskrigens grusomhed, ligesom det er svært at forestille sig, at så dramatiske begivenheder kun kunne kommunikeres via breve, der var dagevis undervejs. Eller hvad afstanden i tid betød for de involveredes forståelse af, hvad der skete i krigen. Breve fra et grænseland dokumenterer og fortæller om, hvordan det gik for sig.

Hardback, 255 sider, illustreret i farver. ISBN 978-87-92134-06-6
50 kr. ved køb i Teatermuseet i Hofteatrets bogsalg; ellers 155 kr. inkl. forsendelse pr post

Sider