Tilbage til top

Fragmenter – Lars Juhl

"smuk, givende og inspirerende udstilling, tak "

FLERE BILLEDER

FRAGMENTER – brudstykker af teatermodeller vises t.o.m. 20/8 og er udstilling med den snart 75-årige scenograf Lars Juhls magiske værker og installationer, kreeret specielt til Hofteatrets historiske interiører, men med udgangspunkt i hans imponerende scenografiske virke gennem 50 år. Med FRAGMENTER – brudstykker af teatermodeller løfter Lars Juhl dette omfattende livsværk og foretager en kunstnerisk og æstetisk viderebearbejdning af de oprindelige scenemodeller. Ud af de oprindeligt tredimensionelle arbejdsmodeller til brug for teatrenes snedkere, teknikere osv. vokser en række todimensionelle collager, decoupager og installationer af stor visuel skønhed. Udstillingen rummer sideløbende en fotodokumentation af de oprindelige scenografier. Alt i dette scenografiske og kunstneriske wunderkammer er føjet sammen og foldet ud i det medfølgende katalog, som ydermere indeholder en række artikler om og interview med Juhl.

"Ved siden af de kunstneriske kvaliteter udviser Lars Juhl egenskaber, som for teatret er yderst vigtige: indfølingskraft, evnen til at disponere, materialekendskab og realitetssans." Teo Otto, professor ved Kunstakademiet I Düsseldorff, 1966

"Han er et kinoorgel – og en kræsen æstet. En stor illusionist og en seriøs kunstner, der uden fortrydelse arbejder i et miljø, hvor hans værker efter brug enten skrottes eller sættes på fjernlager et sted i byen. Sådan er arbejdsbetingelserne. En scenograf skal både være usynlig og spille en hovedrolle, for derefter uden tøven at springe lige fra Gershwin til Strindberg. En delikat balance, som ingen i dansk teater dags dato mestrer bedre end Lars Juhl." Malin Lindgren, Politiken, 1988 

FRAGMENTER – brudstykker af teatermodeller understreger på ny, at Lars Juhl synes at være den scenograf og billedkunstner i dansk teaters nyere historie, der stærkest og med størst udblik har været med til at flytte begrebet teaterdekoration til en moderne scenografi – men ydermere viser det scenografens kunstneriske og stadig vitale habitus og relation til andre kunstneriske udtryk. 

FRAGMENTER – brudstykker af teatermodeller har opnået støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

» se Lars Juhls hjemmeside