Tilbage til top

kulturarv

Teatrets skjulte rum

I netop disse dage (16. juni 2017) for fire år siden havde Teatermuseet den glæde at besøge en af landets mange fine, men ofte hengemte eller ligefrem glemte teatersale, Odder teatersal. Det blev til en fin dag i selskab med arkitekt, forfatter og ildsjæl Eric Pettersson, der viste rundt i alle kringelkroge og i hver af dem fandt små historier, som han med faglig kyndighed og finessefyldt humør gav lokal forankring og kulturelt perspektiv. Nu er Eric Pettersson død. Æret været hans minde. Må hans engagerede evne til at forestille sig, hvad ting og idéer kan blive til for menneskers bedste leve videre – og måtte den føre til at Odde teatersal igen kunne blive som hvor det er placeret: i centrum af byen. 

Dengang for fire år siden i juli 2013 publicerede vi denne bloghistorie om besøget med Eric Pettersson i teatersalen – fra ord til andet lød den således: 

Glemte steder og skjulte rum

Her få uger efter, at vi i Teatermuseet i Hofteatret har åbnet udstillingen Interiører og facader – danske teaterbygninger gennem 300 år med Kurt Rodahl Hoppes pragtfulde og atmosfærefyldte fotografier fra teaterbygninger over hele landet – ja, så drager vi til Østjylland for at videodokumentere en af landets måske mest gemte og glemte, men for så vidt velbevarede og fredede teatersale med fremtidspotentiale: Odder teatersal. Teatersalen ligger indesluttet på førstesalen i det gamle Centralhotel midt på torvet i Odder. Hotellet med det indbyggede teater blev bygget i 1908 og blev i årtier anvendt  til rejsende forestillinger som i sin tid romantiske syngestykker og senere Cirkus Reveuen, Liva Weel og senere igen i 50'erne besøg fra Bellevue teateret m.fl. .

Undervejs gennemgik det forskellige forandringer af andre hensyn end til teatersalen. I 1974 blev de første beboelseslejligheder indrettet på 4. sal i hotellet, og i 1977 blev restaurationen i hotellets stueetage indrettet til herretøjsforretning, som stadig findes. I 1993 blev hele Centralhotellet fredet. Planstyrelsen begrundede fredningen af det på det tidspunkt 85 år gamle hus med, at der ikke findes lignende eksempler på hoteller fra århundredeskiftet med så væsentlige islæt af kunstnerisk formgivne elementer og med så velbevaret en teatersal. I 1995 blev Centralhotellet sat til salg. I den forbindelse voksede den lokale interesse for, at Odder Kommune skulle overtage hotellet til kulturformål. Projektet fik dog ikke den tilstrækkelige tilslutning i byrådssalen. Én stemme afgjorde udfaldet. Siden har teatersalen stået ubrugt hen, som en fredning tænkt til forfald. Hvad det naturligvis ikke er. Og lokale kræfter med professionel erfaring i bygningsrestaurering og -fornyelse med kulturelt indhold fortsætter med at gøre deres for at bringe liv i den gamle teatersal. De vil i virkeligheden blot på nutidens præmisser skabe, hvad den oprindelige etablering af en fuldfed teatersal inde midt i Centralhotellet var et udtryk for for over 100 år siden: et levende kulturhus, hvor teaterkulturen var i centrum for forskellige former for livsstils- og kulturaktiviteter.

Sikke en historie! Den vil Teatermuseet i Hofteatret gerne fortælle og vise perspektiverne i.

 

Kontrapunkt

Lyceum Theatre i Londons massive teaterkvarter er helt fantastisk: "a building of outstanding national importance, architecturally and theatrically. Its history is complex". Ja, det tør siges!

Siden det åbnede i sin første version næsten samtidigt som Hofteatret, nemlig i 1772. Den nyeste version af Lyceum Theatre blev genopbygget og åbnet i 1907, og det har været brugt til meget a la mode, også på kanten af teatret: ballroom, bingo og i 1970'erne kontroversielle koncerter med Pink Floyed, Led Zeppelin og Iggy Pop blandt flere andre. Så var det også tid at lukke igen, og det skete i 1984. Herefter lå det brak indtil 1996, hvor teatret oplevede sin sjette reinkarnation. Her blev det hele ombygget, restaureret og ... om-dekoreret. Og så indtog de spektakulære muscials huset for fuld kraft. Først Jesus Christ Superstar og senest og stadig ongoing: Disneys The Lion King, set pt af mere end 800.000. De har gode barer i pauserne, for American Airlines er sponsor og indtaget dem fuldstændig. Og publikum ser godt, for de smukke plydsrødttonede interiører i salen (ikke ulig Hofteatrets) er blevet spraymalet i en grå tone for at holde folks fokus på scenen :-)

Sikke en udfordring til den institutionelle selvforståelse og den ideologiske diskussion af materiel og immateriel kulturarv.– Og et godt sted at besøge for en samling museumsfolk med forkærlighed for historiske teaterbygninger – hvad vi gjorde fredag 22. november 2013, da vi var samlet fra hele Europa i regi af Perspectiv – Assocation of Historic Theatres in Europe for at arbejde videre med et større udstillings- og formidlingsprojekt om de historiske teaterbygingers betydning for udviklingen af Europas historie. > se mere her

Billedet viser facaden på The Lyceum Theatre –  The Theatres Trust, UK

webtekst21

webtekst21 spørger, hvordan et moderne teatermuseum kan forny formidlingen af både den materielle og immaterielle kulturarv, som museet og dets bygning er et både traditionsrigt og levende udtryk for?

Holberg - til tiden

Kulturbærer og kulturel frontløber

Holberg – til tiden  handlede om fænomenet og det kulturelle arvestykke ’Holberg’ – sådan som han har været set og spillet gennem generationer og som han aldrig før er set og hørt. Ludvig Holberg (1684-1754) var en mand af sin tid, der mestrede den vanskelige kunst at kunne fange tiden og dens typer og tendenser i flugten med ord – og vel at mærke dansk-norske ord. De temaer, Holberg igen og igen tog op, rammer den dag i dag hovedet på sømmet i den offentlige debat.

Sider

Abonnér på RSS - kulturarv