Kongens kærlighed er titlen på DR Radio Dramas historiske dramaserie om tre kongers elskerinder op gennem Danmarkshistorien: Kirsten Munk, Anna Sophie Reventlow og den mest kendte i dag Grevinde Danner.

Med inspiration i tv-serien The Tudors dykker DR Radio Drama ned i de spændende og farverige, men egentlig også temmelig konfliktfyldte og tabuiserede historier om elskerinderne. Elskerinderne har spillet afgørende ind på den sociale og politiske kultur i magtens højborge. Historien om Grevinde Danner, der først hed Louise Rasmussen og var danserinde og modehandler, før hun blev gift ’til venstre hånd’ med Kong Frederik VII, udspillede sig bl.a. her, hvor du sidder: i Frederik 7.’s loge bagest på balkonen i Hofteatret.

Hver historie er i 2 afsnit af en halv time. Blandt skuespillerne er Paprika Steen, Ulla Henningsen, Ellen Hillingsø, Signe Egholm, Kirsten Olesen, Olaf Johannessen, Jesper Asholt, Pilou Asbæk og Mikael Birkkjær.

Kirsten Munk 1-2 er skrevet af Mads Mazanti; Signe Egholm er Kirsten Holm. Grevinde Danner 1-2 er skrevet af Merete Pryds Helle; Paprika Steen er grevinde Danner. Anna Sophie Reventlow 1-2 er skrevet af Maj Rørbæk Damgaard; Helle Fagralid er Anna Sophie Reventlow

 

LYT DERHJEMME: Du kan høre videre på din egen computer derhjemme eller hvor som helst via www.teatermuseet.dk