Tilbage til top

Virkelig vidunderlig Valhal

Nu har jeg gennem flere år og flere steder i landet oplevet Sigurd Barrett optræde for børn og medfølgende voksne af mange slags. Og hver gang har der været musikalsk dril til børn og hints til voksne, som børnene forstod mere af end man måske lige skulle tro. Og godt for det. Det gør børn og voksne mere samstemte end de ofte er. Og vi har fulgt Sigurds pragtfulde programmer med Danmarks Radios symfoniorkester.Nu har vi så endelig fået chancen for at se familiemusicalen Valhalla på Folketeatret i København, efter at forestillingen tilbage i starten af 2013 spillede på turné. Med udgangspunkt i Peter Madsens og Henning Kures tegneserie, som mange børn kender. En fantastisk collage af tegneserieagtige sætstykker, rockshow, operaattitude, energi i spillet, alvor og spas, blide hymner og barske ballader. Sikke et godt mix af syngende skuespillere, Søren Glad og Peter Madsens scenografi, Bent Nørgaards dialog som både vover patos og taler jævnt og slapstick hvor det er på sin plads, Kasper Wiltons vitale instruktion og Sigurd Barretts musik. Musikalsk lune og dramatisk gehør. Simpelthen. Børnene helt optaget – også af hvad der er anderledes i forhold til den historie og de figurer, de kender, og det er et godt kendetegn for en sådan forestilling. Anbefales.