LONDON TOAST THEATRE – an English phenomenon in Danish theatre er en udstilling om et af de skæveste, sjoveste og mest insisterende teatre i Danmark siden starten af 1980’erne. Teateravisen.dk: ”Jeg har da sjældent haft det så sjovt i teatret.
... jeg overgav mig fuldstændigt til dette overflødighedshorn af ideer og indfald, flade vittigheder og sofistikerede sprogpointer, overspil og selvironi.”
London Toast Theatre er et fænomen, en niche i dansk teaterkultur, som uden statsstøtte har opnået kultstatus. Publikum har vokset sig stort og møder trofast op, når teatret kalder til den årlige Crazy Christmas Cabaret, som spilles ved juletid i 2014 for 17. gang i Glassalen i Tivoli og efter nytår i Aarhus – og for 33. gang siden den første pludselige start i Café Teatret (nu Sort/Hvid) i Skindergade i det indre København i 1982.
LONDON TOAST THEATRE – an English phenomenon in Danish theatre er en kalejdoskopisk udstilling om teatrets viltre virke gennem alle årene. Et virke som gennem årene også har indbefattet både klassisk og moderne engelsk dramatik som Shakespeare, Pinter, Ayckbourn og Berkoff. Et virke som især med Crazy Christmas Cabaret er blevet lokalt og her-og-nu, men som på sin egen måde og på engelske sprogfødder indgår i gode gamle både danske og internationale spilletraditioner.
London Toast Theatre spiller gennemgående ud fra den dramaturgiske fortælleform, man kender i England under navnet Pantomime. Pantomime kender vi i Danmark i dag bedst i den pæne og sødmefyldte ballet-variant med Harlequin, Columbine og Pjerrot, som man møder i netop Tivoli, på det udendørs pantomimeteater, der ligger få meter fra Glassalen, hvor London Toast Theatre spiller. Og faktisk har både den engelske og den danske version af pantomime rødder i den italienske renæssances Commedia dell’Arte. Men her hører ligheden også op.
Den engelske ’Panto’ er også bygget op på nogle prototyper eller standardroller som den forelskede pige, skurken og ikke mindst Damen, som er en mand forklædt som kvinde, her overspillet og vildt udstyret i spil og kostumer. Den Dame har i den grad ben at gå på i Crazy Christmas Cabaret. Hun har i mange år heddet Andrew Jeffers. I ord og ånd trækker London Toast Theatre og dets kunstneriske bagkvinde, engelske Vivienne McKee, på kendte og klassiske traditioner fra den engelske varieté og Music Hall, som blev kendt i Danmark gennem DRs udsendelse af Good Old Days tilbage i 1970’erne. Fra samme periode og også fra DR stammer det danske publikums kendskab til Monty Python’s Flying Circus, hvis crazy og absurde komik ikke er London Toast Theatre fremmed. London Toast Theatres forestillinger er oftest parodiske bearbejdninger af klassikere og klassiske historier og figurer fra litteraturens, teatrets og filmens verden, tilføjet som satiriske udblik, som vi kender det fra dansk revy og fra den svenske amatørtradition for Spex-forestillinger, til kendte personer og politiske emner i den aktuelle forestillings samtid, platte ordspil, elegant turnerede sjofle vittigheder tilsat ikke så lidt spil på kønsroller og kropslighed, i det hele taget på tabuer i tiden, sådan som komedier altid har haft det for vane. Overspil veksler med underspil og publikum deltager efter nogle faste ritualer, som læres forfra hvert år. Det sker under titler som Bored of the Rings (2007), The Secret Diaries of Robinson Crusoe (1995), Bent the Gladiator (2002), Big Sis is watching you (1984, året som gav navn til George Orwells fremtidsroman 1984; big Sis refererede til den dengang meget magtfulde britiske premierminister Margaret Thatcher), Smartacus (2013) og senest One Eyed Willy (2014).
Parodien som dramaturgisk greb kender man i alle teaterkulturer. Parodikomedien har i virkeligheden også været en fast tradition i dansk teater siden Holberg skrev sine parodikomedier i 1720’erne. For blot at slå ned et par andre og forskellige steder i teaterhistorien: allerede året efter at Elith Reumerts altmodische juleforestilling Nøddebo Præstegaard havde premiere i 1888, lancerede Frederiksberg Morskabstheater en grum parodi på stykket under titlen Pigernes Jens i Nøddebo Præstegaard i 1889. I 1970 indtog Jytte Abildstrøm det gamle spillested Riddersalen på Frederiksberg. Det skete med en parodisk genopførelse af Peter Fristrups parodikomedie fra 1920'erne: Svend, Knud og Valdemar. – Men ingen i dansk teater har gennemført parodien som spillestil og dramaturgisk verdensanskuelse, sådan som London Toast Theatre har gjort det år efter år siden 1982.
Historien – de mange historier og anekdoter – om London Toast Theatres egensindige gøren og laden i en niche af det store danske teaterlandskab kan følges skridt for skridt rundt i udstillingen på balkongangene og på bagscenen i Teatermuseet i Hofteatret.
Udstillingen er tilrettelagt i samarbejde mellem Teatermuseet i Hofteatret og London Toast Theatre v/ Søren Hall, Kirsten Brink og Ulla Håkansson. Se mere om London Toast Theatre her.
Plakat og webillustration er baseret på foto af Søren Kuhn.
