Tilbage til top

Børn og sommerferie

FLERE BILLEDER

Besøg Hofteatret en formiddag med din gruppe af børn: dagtilbud, børnehave, SFO eller fritidshjem. Vore rutinerede omviser, Julie Hasseris, er jeres vært og fortæller og viser rundt i det 250 år gamle teater, så øjne og ører står på stilke. Det foregår før normal åbningstid og I får derfor Hofteatret for jer selv – sammen med jeres vært og omviser, Julie.

Børnene kan færdes frit, prøve at stå midt i rampelyset på Danmarks ældste teaterscene, sidde i kongelogerne, hvor også Christian 7's hund, en kæmpe grand danois, sad, når den var med i teatret, teste regnvejrsmaskinen eller høre Julie fortælle nogle af de andre spændende historier om H.C. Andersen i Hofteatret, om konger, dronninger, prinser, prinsesser, som gennem tiden har haft deres gang på Hofteatret. 

Besøg og omvisning er gratis og kan foregå tirsdage, onsdage, torsdage eller fredage i uge 30, 31 eller 32 kl. 9.30-10.15 eller kl. 10.30-11.15. Julie møder jer nede på Ridebanen ved den store publikumstrappe op til Hofteatret.

Tilmelding: Besøg forudsætter tilmelding på info [at] teatermuseet.dk (mrkt. børn i Hofteatret) eller tlf. 33 11 51 76 (tirsdag-onsdag-torsdag kl. 9-14). Oplys navn og kontakinfo, institution og ca. antal børn. Bemærk: aftalen er først gældende, når skriftlig bekræftelse er modtaget.