Tilbage til top

Blog

Balsambøsse eller ballademager?

I dag lørdag 30. januar har Folketeatret i Nørregade i København premiere på en ny iscenesættelse af Holbergs Jean de France. For lidt mere end 60 år siden, i 1953, markerede Det Kongelige Teaters iscenesættelse af samme komedie et brud med den naturalistiske spilletradition, der efterhånden havde siddet godt og grundigt på teatrets Holbergforståelse i et halvt århundrede. Og det var selv Det Kongelige Teater ved at være grundigt træt af. Nu skulle der andre farceboller på scenen (farcespillet er faktisk indlejret i Holbergkomediens dramaturgiske historie, men det er ... en anden historie).

Det Kongelige Teaters iscenesættelse af Jean de France skulle vise sig at blive skelsættende og bane nye veje for de følgende årtiers Holberg-iscenesættelse. Men den dengang allerede anerkendte, stadig unge anmelder, Jens Kistrup, som ellers siden i lige så mange år fulgte teatrenes Holbergopførelser med kritisk empati og sund sans for overdrevets nødvendighed, var skal vi sige behersket i sin begejstring. Han var kritisk overfor det tiltagende ”Farce-Maskineri”, der nu tilsyneladende tog over efter den naturalistiske, mere neddæmpede og motiverede spillestil – også selv om det angik en komedie fra 1722, der handler en narrehat af selfie-fokuseret ung karrieremand, der kommer hjem med opstyltede moderne manerer og ganske har ”oublieret” sit danske ”dans Paris”:

[Man] ser ”Jean de France” som en Narrekomedie, en Farce med Løjer og Langkaal, drastiske knock about-Gags og snurrige Rokoko-Kruseduller. […] Komedien har ingen Mening – ingen anden end den: at more. […] Som Forestilling er denne Nyindstudering af ”Jean de France” altså en blandet Fornøjelse. Som folkelig Komedieaften gaar den direkte i Publikum. […] De store Numre omkring den forfranskede Skabekrukke Hans Frandsen var sat op med al mulig farcemæssig Applomb. Underligt stak disse haardt optrukne groteske Karikaturer nu og da af mod den kulturhistoriske Stil-Ramme, men morede sig gjorde man, fordi det saa øjensynligt morede Det Kgl.’s Skuespillere at give den jubilerende Baron Papnæse paa." » læs mere her om Kistrups Holberg-kritik i Teatermuseet i Hofteatrets webtekst20

Spændende at se, hvad Folketeatret har fået ud af Holbergs komedie » se teaser her

Jeg er sikker på det på sin egen måde bliver Holberg til tiden » se mere her om Teatermuseet i Hofteatrets udstilling fra 2014, Holberg til tiden, som her til foråret åbner på Holbergmuseet i Bergen

 

Klar, parat, viden

Parathumør og verdensvendt viden hænger sammen. Fantastisk at være kommet hjem efter at have deltaget i en branchekonference i Aarhus for museumsfolk – superarrangeret af Organisationen Danske Museer – om museets grund til at være og vilje til at møde verdens omkring sig, og så sætte sig og se endnu to af DR Ks mange initiativer til at forny vores fælles viden og måden, vi forstår den på – og måden, hvorpå vi bruger det gamle dannelsesmedie TV til det. Først starten på en ny serie om Fattigdommens historie, så endnu et program i DR Ks nye Historiequizzen. Og denne onsdag 11/3 fra og om Hofteatret (se teaser her: https://www.facebook.com/video.php?v=910275032356284&fref=nf).

Historiequizzen er i sit nye format tv-dramaturgisk nytænkt, dejligt lystfyldt, uprætentiøs og perspektivrig. Hvert program foregår et nyt sted, og quizzen er bygget op om historier fra dette sted, fx. Medicinsk Museion, Politimuseet, Sankt Petri Kirke og altså nu også Hofteatret. Historiequizzen rykker i de traditionelle forståelser af, hvad viden er, hvem der har autoritet til at bringe den videre til andre og hvordan.

Programmets dramaturgi er som de forskellige bolig- og typeprogrammer (Hammer-slag osv.), der fylder sendefladerne i disse år: to hold præsenteres scene for scene for det samme på skift og uden at være på samtidig. Der klippes altså konstant ud fra ét hensyn: programmets flow. Og det flow fastholdes af en engageret, sjov og skarp studievært, her Adrian Hughes. Han er ikke professionel historiker, men han er professionel tv-formidler og tilstedeværende vært (jeg mener faktisk han som en af de få rummer nogle af de højbårne kvaliteter, som Otto Leisner besad og som bringer ham i kontakt med dem han taler med, med det de taler om, og med seerne. 

De to hold består nok af historikere, men historikere med den almene interesse i at forstå og forklare. ’De står ikke og nørder med paratviden’, som en formidlingschef på et af landets større provinsmuseer, sagde til mig på konferencen i Aarhus, ’ og det er det der er så fedt!’. Nej, de gør noget, der er meget bedre – og i programmet om Hofteatret var de Cecilie Nielsen og Kåre Johannessen versus Trine Halle og Christian Donatzky – nemlig: de ræsonnerer sig frem til et svar (de skal vælge blandt tre), hvor de de ikke ved om det spørgsmål de stilles, spejles i det de ved om alt uden om spørgsmålet: tiden, den historiske sammenhæng osv. Det gør, at programmet lever op til den genrekategori, det placeres i i diverse tv-guides: underholdning, og det gør, at seerne selv kan tænke og gætte med uanset baggrund og forhåndsviden.

Pragtfuldt i netop dette program var det så, at der ind imellem blev klippet til halvtreds år gamle optagelser med Teatermuseet i Hofteatrets gamle og længstsiddende direktør, Robert Neiiendam. Han indtog i stemme og positur den gamle autoriative vidensformidlers rolle, men hvad fortalte han om? Han antropomorfiserede, gjorde han. Han menneskeliggjorde Hofteatrets interiører ved at fortælle om, hvad de havde oplevet gennem tiden. Ved at fortælle om historien på den måde, fik stedets ånd plads i historien. Præcis som den gør i Hughes’ Historiequiz.

Det fortæller os, at historien, indlevelsen i den og overleveringer af erfaringer om den ikke bare er paratviden og materialiserbare fakta, men også er bundet til det immaterielle og til oplevelsen. Og når det ene vender sig i retning af det andet det andet med glimt i øjet som i Historiequizzen, så går stedets ånd og programmets ånd i sync.

 

Aldrig før set og hørt

I starten af maj åbner Teatermuseet i Hofteatret en ny udstilling om Holberg – til tiden. Udstillingen kombinerer en mere traditionel og historisk billed- og tekstudstilling med en række nye lyd- og billedcollager, produceret af komponisten Hans Sydow, grafisk designer Christina Ann Sydow, skuespiller og sanger Ulle Bjørn Bengtsson, foruden musikerne Anne Eltard (violin), Toke Lund Christiansen (fløjte) og Peter Morrison (cello). I udstillingen indgår bl.a. også en en helt ny animationsfilm for børn og voksne, tegnet og skrevet af Boris Boll-Johansen, foruden billed- og lydcitater fra den hidtil nyeste Holberg-iscenesættelse, Folketeatrets Den Stundesløse fra dette forår. Til udstillingen hører en cd-bog baseret på udstillingens ti lyd- og billedcollager. Udstillingen åbnes med et – desværre forlængst udsolgt – helaftensarrangement om Holberg og 1814: To lande, én forfatter, som arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet Aarhus, Emdrup, Herning i anledning af 200-års markeringen af afslutningen på det dansk-norske dobbeltmonarki 1814.

Lige i dag, torsdag 3. april, er der gang i Holberg. Ikke bare her på Teatermuseet i Hofteatret, hvor museumsmedarbejder Per Romerdal producerer og monterer store talebobler med pragtfulde Holberg-citater. I Vita Park i Odder, sidder komponisten Hans Sydow og mixer lydsiden til udstillingens centrale del, ti lydbtableauer, som arkitekt og grafiker Christina Ann Sydow designer billedsiden til. Og i Bergen vandrer Boris Boll-Johansen rundt i Holbersg fodspor som led i produktionen af animationsfilmen for børn og voksne om Holberg til udstillingen. Storartet! Boll-Johansen rapporterer fra frontlinjen: "bergen. sandwich 149 NOK. men den smagte grotesk godt, og så er det ok .. indtog den sammen med espen fra skolemuseet (han fik sin egen). en del af den store holbergresearch. så ved I det. i dag skal jeg ud og trave i ludvig h.s fodspor. der er dog ingen, men sådan siger man. det er billedligt. og det regner altid i bergen? well, ikke alle de gange jeg har været her = 24 timer."

 

På med portrættet

Så er Teatermuseet i Hofteatrets nye særudstilling om Emilius Bærentzenen hængt op. Nu mangler kun lys og åbningsreception. Bærentzen var en af de store portrætkunstnere i guldalderens Danmark. Hans portrætter findes i dag rundt om i landet i museers samlinger, her iblandt Teatermuseets eget arkiv, institutioner, virksomheder og i private hjem. Med vores udstilling er en stor og væsentlig del af hans værker samlet for første gang i samme udstilling. Politikerne og bourgeoisiet spillede en central rolle i første del af 1800-tallets Danmark med henholdsvis deres politiske og økonomiske magt under enevælden og demokratiets fødsel midt i århundredet – og Bærentzen portrætterede dem i forbifarten. Men mere end nogen anden af guldalderens malere portrætterede han litteraturens og teatrets store personligheder. 

En af dem var Johanne Luise Heiberg, 1800-tallets superdiva og den helt førende skuespillerinde ved Det Kongelige Teater i årtier. Guldalderens berømte danske forfattere skrev teaterstykker med hende for øje. Johanne Louise Heiberg har holdt sit navn i live helt op i vores tid. Det har hun bl.a. fordi hun forstod at iscenesætte sig selv på og uden for scenen, og fordi hun var en eminent forfatter af sin egen selvbiografi – Et liv genoplevet i erindringen. Men hun lever også stadig i vores tid, fordi der er skrevet og spillet dramatik om hende, og fordi der blev udført en række enestående portrætter af hende. Bærentzen malede hende da hun var cirka 30 år gammel. Portrættet blev udstillet i 1842 på Charlottenborg og købt af ingen ringere end Bertel Thorvaldsen, da han så det i Bærentzens eget atelier. Sidste år udkom portrættet på frimærke – og nu kan det ses in real i Teatermuseet i Hofteatret, og på den bog, der følger udstillingen. 

Udstillingen er åbent for publikum fra 25. januar til 30. september 2014. » se mere her

Og ikke at forglemme: særudstillingen ledsages af en rigt udstyret bog inkl. katalog med samme titel som udstillingen: Emilius Bærentzen - en portrætkunstner i Guldalderens Danmark, red. af museumsinspektør Mikael Kristan Hansen. Bogen er anmeldt indgående på www.historie-online.dk af overinspektør ved VejleMuseerne-Kunstmuseet, mag. art. Nina Damsgaard. Hun skriver bl.a.: "I de fem essays i bogens første hoveddel repeteres en del ”kendt guldalderstof”, men læseren stifter først og fremmest bekendtskab med ny viden, der med udgangspunkt i Bærentzens interesse for litteraturens og teatrets verden, bidrager til at udvide guldalderbegrebet og forståelsen af Bærentzens samtid, [...] Bærentzen har givet os portrætter af tidens førende personligheder, så vi også ad den vej kan erindres om den politiske opbrudstid, hvis efterklange vi jævnligt bliver mindet om i nutidens diskussioner om ”nationalitet” og ”det nationale”. Og det tilmed i portrætmalerier, der iscenesætter den portrætterede, så nutidens ”selfies” virker uendeligt banale. Selvbevidstheden oser ud af Bærentzens selvportrætter [...]. Såvel de fem essays som katalogdelen udgør et sobert og solidt grundlag for det videre arbejde med Bærentzens værk. Bogen er faktisk så fyldestgørende, at der sikkert vil gå en rum tid, før andre forskere ser sig nødsaget til at supplere". » læs hele anmeldelsen her

Sider

Abonnér på RSS - blogs