Tilbage til top

Blog

Samtidskunst og museer

Museer og kulturinstitutioner søger i disse år mere og mere dialog med samtidskunstnere, hvis praksis ligger uden for institutionerne og hvis kunstneriske udtryk og æstetik ikke umiddelbart ligger tæt på institutionernes gængse selvforståelse og formidlingspraksis. Det gælder for så vidt også i det samarbejde, som Teatermuseet i Hofteatret har indledt med billedkunstner og forfatter Christian Yde Frostholm og hans fotografiske udstilling Between the acts. Between the acts er fotografisk samtidskunst, men samtidig har Frostholm tonet og tempereret udstillingen, så den samstemmer med Hofteatrets historiske og atmosfærefyldte interiører. Between the acts vises på Teatermuseet i Hofteatret fra 26. september til 5 . januar 2014.

Et af de i nyere tid tidlige spektakulære initiativer  i retning af at invitere samtidens kunstnere og designere inden for i institutionerne, var da den kendte modesigner Erik Mortensen fik sine kreationer og kjoler udstillet på Statens Museum for Kunst i 1996, i forbindelse med Kulturbyåret. Da var der ballade, selv om der dengang allerede var skred i den institutionelle og officielle forståelse af, hvilke kulturelle og kunstneriske udtryk, der hørte til hvor og hvorfor.



På det nyligt afholdte Kulturmøde på Mors rapporterede Informations Anne Middelboe Christensen om, at direktøren for Golden Days, Ulla Tofte, tog fat i denne kulturelle udfordring. Middelboe Christensen skrev med henvisning til Tofte: "de store institutioner bliver nødt til at samarbejde med de små projektkunstnere, hvis de skal holde tempo og innovation i top. Altså at kultursamarbejdet fremover ikke kan nøjes med at være ’horisontalt’ mellem de store eller de små institutioner for sig. Ulla Tofte var i hvert fald ikke bleg for at hævde, at selv om de store institutioner ofte både tiltrækker de største offentlige tilskud og de mest massive fondsmidler, så er det også de store institutioner, der er dårligst til at se sig selv i det samlede kulturbillede." 

I de senere år har vi dog faktisk set mange eksempler på, at samtidskunstnere 'flytter ind' i institutionerne og museerne, som kuratorer, som udstillere med emner, der traditionelt har været domesticeret af museumsfolk. Senest bl.a. på Politimuseet, Thorvaldsens museum og i Det Kongelige Biblioteks aktuelle udstillinger Søren  Kierkegaard og om Skatte i Det Kongelige Bibliotek, foruden snart også på Tøjhusmuseet og helt aktuelt i Politikens Galleri og Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, hvor kunstneren Mathilde Fenger viser sine billeder fra besøg hos de danske styrker i Afghanistan.

På Teatermuseet i Hofteatret inviterede vi senest samtidskunsten indenfor i 2011, da performancekunsteren Henrik Vestergaard udstillede og optrådte med sine tolkninger af de 12 værker på Kulturministeriets kulturkanon for teater. Løbende har vi små installationer i udstillingerne, hvor klassiske og traditionsrige 'emner' som fx Johanne Luise Heiberg, Struensee og Jeppe på Bjerget tolkes af kunstnere, fx komponisten Hans Sydow og forfatteren Boris Boll-Johansen, der normalt ikke arbejder inden for teatrets og museets horisont.  For tiden viser vi et aktuelt bidrag til at skabe forbindelse mellem kulturinstitutionerne og samtidskunstnerne uden for institutionerne, nemlig CULTUREBITES' projekt Kunsten på rejse, der tilbyder at stille video- og lydværker af samtidskunstnere til rådighed for biblioteker og andre kulturinstitutioner. En af de involverede kunstnere er Augusta Atlas forundringsværdige video A Pictorial Theatre. » se den her på Teatermuseet i Hofteatrets videokanal og på Viemo her og » se mere om CULTUREBITES her

Tilbage til Christian Yde Frostholms fotografiske udstilling Between the acts. Udstillingen er nok et skridt i retning af at udvide forståelsen af, hvad et museum kan bruge samtidskunsten til. Men samtidig ligger Between the acts også i naturlig forlængelse af den pågående udstilling Interiører og facader – danske teaterbygninger gennem 300 år, hvor Kurt Rodahl Hoppes pragtfulde billeder af de klassiske teaterbygningers nicher, interiører og skjulte eller oversete rum fylder Hofteatrets foyer og sidegange. » se mere om Christian Yde Frostholm her

The invisible voice

”Jeg vil gerne tilbage til at være usynlig”, siger en stemme på det store lærred. Det er torsdag aften 21. januar 2016, London East. Aldgate Tower, London Metropolitan University, skyskraberne The Walkie Talkie og ikke mindst The Gherkin eller agurken ligger lige et råb herfra, hvis det kunne nå op i de højder, hvortil de når. Få meter den anden vej, i det der en blevet som en slidt kulisse for den moderne verdens nye scene, i sidegaden Goulston Street, ligger det også ret nye, uundseelige galleri Union Pacific. Nede i kælderen er der fernisering eller preview på danske Julie Born Schwartz’ fuldstændigt smukke og tankevækkende video The invisible voice. ”Man er tilstede. Man gør intet væsen af sig, men man er der”.

The invisible voice indeholder optagelser fra ældre danske teatre som Hofteatret, Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Vendsyssel Teater. Billedinteriørerne er i tæt samspil med de historier og tanker, som en håndfuld danske ’prompters’ har givet fra sig til Julie Born Schwartz. Det er en stille, intens og bevægende video, der styrkes på den måde af komponisten Louise Alenius’ musik. The invisible voice er en kunstnerisk bearbejdet billede- og lydcollage over de materielle og immaterielle, de fysiske og psykologiske, de menneskelige og kunstneriske aspekter i og omkring suffløren og sufflørens rolle i teatret. Ikke én gang ser vi scenen i sig selv eller hører skuespilleren, der taler og agerer fra den. Ikke én gang ser vi en faktisk teatersal, en faktisk skuespiller, instruktør eller sufflør. Men vi hører i fragmenter en række danske sufflører fortælle, så det er en kunst, og så man forstår det er en kunst. 

The invisible voice er som den klassisk-moderne sufflør selv: en diskret, tilbagetrukket empatisk og usynlig stemme, der styrker andre i sige det, de må og skal sige på den bedste måde. Sikke en kunstnerisk ytringstillid, sikke en sans for det begivenhedsløse, som skaber det der sker, sikke en kunstnerisk suveræn sans for at man gennem det abstrakte kan udtrykke sig mere konkret end ellers om det, der skaber sanselighed og sammenhæng. ”The life of the other, the life that is not our own, is also our life … depending on a world of others, constituted in and by a social world”.

Julie Born Schwartz’ The invisible voice er som en kunstnerisk komprimeret, men helt ubesværet og meget smuk collage over sufflørens materielle og immaterielle historie. Sufflør er afledt af det franske ’souffleur’: én, der hvisker. Og en sufflør er netop en, der hvisker skuespillerne deres replikker i ørene, hvis de ikke kan huske dem. Dét er en kunst i sig selv, som kræver kunstnerisk og menneskelig empati. Suffløren skal have indgående kendskab ikke bare til forestillingens tekst, men til hele dens sceniske forløb og de indstuderede pauser, men også den enkelte skuespillers bevidste, improviserede pauser alt efter, hvordan spillet forløber her-og-nu. 

Sufflørens rolle er ændret drastisk gennem de sidste par århundreder. Fra at være en diskret dramatisk tekst-controller, placeret i en kasse midt på forscenen, er suffløren næsten forsvundet ud af teatret gennem de seneste årtier. Eller rettere sagt: 

Først var suffløren i form af sufflørkassen placeret helt centralt fremme på forscenen. I 1700- og 1800-tallet, da teatrene spillede repertoireteater med skiftende forestillinger hver dag, var skuespillerne ofte ret stationært ’opstillede’ i en halvcirkel omkring rampen og ofte meget afhængig af suffløren. Særlig hvis der var gået et stykke tid, hvor stykket ikke havde været på scenen og skuespilleren i mellemtiden havde spillet andre roller. Her var suffløren altså placeret i scenegulvet midt for og dækket af en kasse, således at stemmen gik op på scenen til skuespilleren, mens suffløren selv var skjult, usynlig og faktisk også uhørlig for andre end skuespillerne.

Men hen i anden halvdel af 1800-tallet skete der noget. Den praktisk nødvendige konvention om rampespil blev brudt for at skabe et mere realistisk spil fra scenen. Skuespillerne skulle til at lære at bevæge sig mere naturligt eller motiveret rundt på hele scenen, uden om de møbler, der nu blev flyttet ind fra siderne og stillet op som var det en rigtig stue osv. – og altså længere væk fra sufflørkassen. Og den udvikling fortsatte på forskellig vis, i hvert fald indtil 1960’erne, hvor nye kunstneriske iscenesættelsesambitioner og nye teaterrum gav nye udfordringer til sufflørrollen. Op gennem de seneste årtier er suffløren blevet synlig, som en vi kan se og høre udføre sin rolle i teatrets illusionsskabende virkelighed.

Det er få teatre, der overhovedet har en gammeldags sufflørkasse fremme på forscenen nu om dage. Her på Hofteatret er sufflørkassen forsvundet ned under scenen. Det skete i 2009, da der blev lagt nyt skånegulv oven på det gamle originale scenegulv. I dag kan man se sufflørkassen fra rummet under scenen – eller på billedet her. 

 

 

 

Original og remix

Hold da fast! Holberg var lig kunst og købmandsskab i egen person, da han slog pennen løs i første halvdel af 1700-tallet. Det er han stadig.I dag tirsdag 20. september 2016 blev hans første femten komedier, trykt i tre bind, sat på auktion hos Bruun Rasmussen. Vurderingen lå på 300-500.000 kr – den landede på 400.000 kr...

Vurderingsniveauet er primært lagt, hvor det er, af bogantikvariske grunde. Det er så vidt vides den eneste komplette udgave i privat eje, der findes. Og den har været passet forbilledligt på. Ikke mindst fordi Paul Johansen, en af de helt store Holbergkendere og -bogsamlere i forrige århundrede, haft den i sit eje som den næstsidste før den nu sælges. Påfaldende og tankevækkende, at den 'originale' Holberg sådan kapitaliseres netop nu, hvor vi ellers for første gang nogenside har en helt gratis og frit tilgængelig digital udgave af alt, virkelig alt, han overhovedet skrev – og det var ikke småting. » se mere her

Det er i disse tre bind, man finder de komedier, der skabte revolution i dansk teater og kultur, og i hele eftertiden været nogle af de mest spillede danske dramaværker overhovedet, fx Den politiske kandestøber (senest på Rønne Teater denne sommer) og Jeppe på bjerget (senest på Grønnegaards teatret denne sommer). Det helt ubetalelige i og med Holbergs komedier var den kunsteriske revolution, komedierne både i skrevet og spillet format stod for i starten af 1720'erne. Og med flere af de bedste komedier holdt han sig ikke tilbage med at redigere og udgive nye udgaver af dem.

I dag betragtes bøger og bogtrykkeriet vel nærmest som levende kulturarv, en konserverende tradition, vi ikke vil være foruden, men som ikke mere har den priviligerede status som for generatiopner siden. Men Holberg, som var sin egen forlægger og bogkøbmand – det som nu er på mode igen – sendte med sine komedier og øbrige bøger små kulturelle bomber ind i det dansk-norske samfund. Et samfund, der var oversvømmet med fremmedord fra latin, tysk, og fransk, som samtidigt var magtens sprog på de lærdes højborg, universitetet, blandt adelen og i det enevældige kongedømme. Holberg indførte dansk i bøgerne og på scenen. Det var om ikke et modsprog, så komisk konfrontation med magtens uvaner og spilfægteri, om det så var i den mindste (fx ægteskabet) eller største sammenhæng. 'Tal dansk, din hund, så skal vi nok svare for os!'.

Der er en sproglig og tematisk skarphed på spil i hans komedier, som har haft aktualitet og relevans siden da. Men der samtidig en indholdsmæssig og dramturgisk rummelighed – på trods af de klassisistiske skabeloner – på færde, som har gjort det muligt for dramaturger, iscenesættere og skuespillere siden da at lægge noget til fra deres eget tid, som bare har styrket de tidløse kvaliteter i Holbergs komedier. Den originale, oprindelige Holberg var intet uden eftertidens bearbejdninger, redigerede genudgivelser og remix af hans værker og tekster.

Sådan var det i også 1884, hvor man fejrede 200-året for Holbergs fødsel med pomp og pragt. En kopi af Holbergs stok, eller det man mener var hans stok, blev produceret som merchandise og uddelt til udvalgte personer. Og ikke mindst udkom en af de store udgivelser af Holberg, nemlig den såkaldte Jubel-udgave, hvori bl.a. fandtes Axel Grandjeans afhandling om "Traditionel Musik til Ludvig Holbergs Komedier". Og Grandjeans studier og noder til folkelig musik anvendt i Holbergs komedier blev en af inspirationskilderne for endnu en ny kunstnerisk fortolkning af Holberg, nemlig Hans Sydows kompositioner og remix i 10 nye musikalske lydcollager over Holbergs forfatterskab. Hans Sydows kompositioner indgik sammen med Christina Ann Sydows billedcollager og Ulle Bjørn Bengtssons sang og recitation i 10 lydtableauer, 10 remix i ord og billeder, som var en central del af udstillingen 'Holberg til tiden' i 2014 » se og hør mere her

De ti lydtableauer med tilhørende tekster og baggrundsartikler er samtidig udgivet som cd-bog. Cd-bogen kan købes i Teatermuseet i Hofteatret for 70 kr – og snart kan Sydows underfundige og skarpe musikalske lydcollager også købes online.

Teatret ind i tiden

I forestillingen De Stuerene, der er historien om Dansk Folkeparti og havde premiere 4. februar på Mungo Park Kolding, går en af replikkerne cirka sådan her: "kunst er blevet et blødende sår på demokratiet og den kan ikke rumme virkeligheden". Det er der heldigvis mange modbeviser på fra teatrets side i disse år. Det kan være, at teater om samtiden og samfundet her og nu ofte kalder sig noget andet, men at den slags teater er der og har været der længe – hvis ikke altid til skiftende tider og i skiftende forklædninger – er uomtvisteligt. Det gælder rundt om på landets scener, på landsdelsscenerne, på egnsteatrene, på de små storbyteatre, på scenerne under Københavns Teater og hele vejen ind på Det Kongelige Teater. 

Om det handler om krig, kønsroller, politiske forhold, magtmisbrug, familieforhold eller andre ting, der rummer tabuer og tendenser i samtiden – teatret kan om nogen opfange og udtrykke det. Fx det at Danmark i de snere år flere gange har deltaget aktivt i internationale krigshandlinger og stadig gør det. Det er trods den massive mediedækning ikke altid lige erkendt i offentligheden. Teatret har til gengæld fra første færd grebet det ømtålelige emne i flugten og igen og igen givet det tankevækkende kunstneriske udtryk i de seneste år. Netop Det Kongelige Teaters opførelse af dramatikeren Christian Lollike fra Teatret S/H og Det Kongelige Teaters eget huskompagni Corpus' I føling – en krigsballet er et aktuelt og markant eksempel på det. Det samme er efterfølgeren om den aktuelle flygtningekrise, asylballeten Uropa.

En slags samtidsteater er altså det, der handler om de store samfundsanliggender og deres konsekvenser for dagligdagen. En anden slags samtidsteater er det, der dramatiserer det nære livs psykologi og dets indvirken på de større sammenhænge i samfundet. Og så der sådan noget teater, som fx Mungo Park Kolding har gjort til et helt repertoire. Det er teater om relativt politisk initierede emner, der umiddelbart synes umulige at omsætte til teater og i hvert fald til andet og mere end sort-hvid meningsteater: fx Rindsalismen, Yahya Hassan, Folkeskolekolereformen og nu altså simpelthen et politisk parti, Dansk Folkeparti.

Henrik Lyding skrev i sin anmeldelse i Jyllandsposten: "Dette er en usædvanlig forestilling i det danske teaterlandskab, hvor rigtige meninger står som rejer i trængsel. Så ros til Mungo Park Kolding for at turde gå mod strømmen og med De stuerene tegne et vittigt og overrumplende portræt af såvel Dansk Folkeparti som dets mange godhjertede modstandere". Jakob Steen Olsen skrev i Berlingske: "Det fine ved Mungo Park Koldings forestilling er, at man kan læse sig selv ind i den, uanset hvor man måtte befinde sig på den politiske skala. Og, hvem ved, måske oven i købet tænke sig lidt om?"

Jeg så også premieren – og jeg havde Halfdan Rasmussen i hovedet, sådan her:

Dagen før premieren på De stuerene havde jeg holdt foredrag om Halfdan Rasmussen for en lille sal fyldt med kloge og hjerteglade seniorsygeplejersker i Hillerød. Torsdag aften sad jeg så blandt publikum i Mungo Park Kolding til premieren.

I Hillerød snakkede vi om Halfdans evne til gå ind i sin tid og udtrykke det tidløst vigtige om fx det at være ramt af en eller anden form for social udkantsliv. Jeg sagde til dem, at selv om jeg gik siger og skriver 50 m fra indgangen til Krudthuset, da det ulykkelige skete i februar 2015 (og fik et lille, men langtvarende chok på mine egne, familiens og omgivelsernes vegne), så blev jeg ved at vende tilbage til noget af det Halfdan skrev i 1949 om at være fattig arbejdsløs i 1930'erne, men som kan gælde så meget og mange, der føler sig isoleret, lver i en social eller økonomisk randzone og er holdt udenfor: "Det ville have været unaturligt, om han ikke var kommet i opposition til den verden, han levede i". » se mere her

Her til premieren på De stuerene sad jeg og tænkte på det samme citat. Hvorfor? Fordi forestillingen balancerede det politiske udkantsliv i sjov og alvor mellem vredes- og vækstpunkter, som ikke er nogen fremmed. Humanismens bedrevidenhed fik en på hatten, humanismens nødvendighed blev antydet i samme dramaturgiske greb. Og kunsten det samme. En af mange stemmer, en af mange forskellige replikker var altså denne: 'kunsten er blevet et blødende sår på demokratiet, og den kan ikke rumme virkeligheden'. Hatten af for Mungo Park Kolding for hele tiden at gå ind i tiden, rumme virkeligheden og sætte den på scenen. » se mere om forestillingen her

Der er ikke noget nyt i, at teatret tager her-og-nu, altså samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og sætter dem på scenen, for at give dem dramatisk udtryk og vække til debat på andre vilkår end de støjfyldte, som den offentlige debat bygger på. Den slags kunstpraksis er virkelig virkelighedsopløftende.

PS. Der er heller ikke noget nyt i, at museumsverdenen tager samtidens tendenser og tabuer op, fanger dem i flugten og laver udstillinger om dem, der gerne må vække til debat. Det sker mere og mere i disse år, og det offentlige Danmark opfordrer i stigende grad til det. Hvor teatret måske kan siges at have mod til at fange nutiden på nutidens præmisser, da er det museets mulighed at give nutiden og teatrets nutid historisk perspektiv. Hvorfor? Vi bliver klogere på nutiden gennem historien, og vi forstår måske historien bedre på dens egne betingelser, hvis vi har noget i nutiden at sammenligne med og gå ud fra. » se i øvrigt mere her om samtiden i teatret – teatret i samtiden 

Sider

Abonnér på RSS - blogs