Tilbage til top

Blog

Kistrup – en samtidig

En af de største idiosynkrater i dansk teaterkritik i nyere tid var utvivlsomt Jens Kistrup, der døde i begyndelsen af januar 2003. Men til forskel fra mange af tidens kulturelle meningsmagere og smagsdommere var hans engagement båret af historisk udsyn og præget af empati overfor nutiden, ikke mindst overfor det i den, der i grunden var ham fremmed. Måske derfor er hans kritiske artikler og essayistik, der ellers er bundet til og rundet af den ’døgnets rytme’, som er avisens, værd at læse igen og igen og holde op mod aktuelle iscenesættelser af de stykker, som Kistrup skrev om.

Her for nylig spilledes Shakespeares samlede værker – 37 stykker på lige omkring 97 minutter på Bellevue Teatret. Og Folketeatret har netop afsluttet opførelsen af Tennessee Williams’ Glasmenageriet. Shakespeare og Williams er bare to af den lange række, som Kistrup skrev om i føljetonen De store dramatikere i Berlingske hen over sommeren 1998. Føljetonen på i alt 11 artikler, publiceret én for én hver lørdag, publicerer nu for første gang samlet som et appendix til Teatermuseet i Hofteatrets webtekst19. webtekst19 er Knud Arne Jürgensens indgående essay om Kistrups i sig selv indgående og livslange beskæftigelse med netop Shakespeares dramatik: Kistrup: Shakespeare –og  Hamlet. » hent webtekst19 her

Som teaterkritiker var Kistrup efter min mening på beundringsværdig idiosynkratisk højde med et teater, der var stadig yngre end ham selv (jo yngre jo bedre, faktisk). Han evnede at sprogliggøre og stilisere de fænomener, han ikke forstod eller fandt ubehagelige i teatret, på en måde så de kritiske punkter i dét, han ikke forstod, netop derved blev synlige for læseren. Og det bringer ham på mere end højde med de kritiker-forgængere, han selv har skrevet om og beundrer: Hans Brix og Frederik Schyberg. Det har han unævnelig stor ære af. 

Kistrup sad jo ellers i hvad han selv kaldte et æreløst erhverv – og det vidste han godt. Det er kritikerens smertepunkt og drivkraft i en og samme erfaring. Kistrup reagerede pr. instinkt stik modsat af det, Schyberg frygtede for sig selv med et citat af Bournonville: at kritikerrollen ville forhærde hjertet og bringe ”til at betragte med Kulde, hvad der er skabt med Varme”. Kistrup – miniaturens store mand i idiosynkrasiens frugtbart snævre format.

”Overreagerer jeg?” skrev Kistrup i en anmeldelse af en af de markante forestillinger, Dr. Dante: ”Ganske givet. Men jeg kan ikke komme bort fra, at der [..] er nogle fascistoide understrømme, man må reagere imod: En foragt for svagheden og en dyrkelse af styrken, som repræsenterer noget af det værste i 1900-tallet og dets kunst". Kistrup ramte lige ind i noget symptomatisk ved det komisk funderede teater, Dr. Dante stod for. Kistrups anmeldelse angik Dr. Dantes radikale teaterkoncert “Ned på jorden”. Kistrup havde fulgt Dr. Dante på tæt hold gennem alle år. Og han lagde ikke fingre imellem. Tydeligt imponeret over deres professionalisme, hetzede han dem for deres tendenser. Han holdt deres idiosynkrasi op mod sin egen, og med den pen han førte, har det slået gnister og afkastet debat af en art, man sjældent hører indenfor dansk teater. Det lader sig læse i bl.a. artikelsamlingen Med det hele. Udvalgte artikler 1970-98 (1999), der rummer et bredt udvalg af hans artikler i Berlingske Tidende gennem næsten tre årtier (kun ganske få af disse angår teatret og er tidligere blevet publiceret i det udvalg af Kistrups teater, der blev udgivet ved hans 60 års fødselsdag i 1985). I disse essayistiske miniaturer, der rammer små provinsielle situationer fra daily life – altså den specielle del af det, som Kistrup er præget af – lige på kornet, sender en strøtanke igennem dem, og ud kommer prægnante iagttagelser og udsagn – viser Kistrup sin journalistiske klasse. Så godt kan der altså skrives i et lille, let omsætteligt format, hvor ellers så mange forfattere og spinatfugle spilder vores tid og penge. 

Som afslutning på Med det hele optrykkes en halv snes af de teaterklummer, han opdyrkede i Weekendavisen gennem de sidste seks-syv år. Her viste teaterkritikeren Kistrup sig fra sin bedste side. Jo større et emne var, jo mere f.eks. en forestilling appellerede til (teater)historiske paralleliseringer med et aktuelt tema i den pågældende forestilling (jf. citatet ovenfor), jo bedre skrev han. 

To andre områder havde hans særlige interesse: den kritiske karakteristik af (særligt unge kvindelige) skuespillere og deres udvikling og af instruktører og skuespilchefers repertoirevalg. En klumme handler om den da aktuelle skuespilchef på Det kgl. Teater, Klaus Hoffmeyer, skrevet ved nyåret 1998-99, hvor Hoffmeyer for alvor var begyndt at virke som skuespilchef på teatret. Inden da havde Hoffmeyer som instruktør iscenesat, hvad Kistrup kalder de bedste forestillinger gennem flere sæsoner. Men nu, ved dette årsskifte, aner Kistrup en bestemt kunstnerisk linje i skuespilchefen Hoffmeyers repertoirevalg: en ”publikumsfjendtlig” linje. Kistrups anelse holdt i den grad stik: få dage efter Med det hele var kommet på gaden, skrev han i sin ugentlige WA-klumme om netop Hoffmeyers virke indtil nu: Hoffmeyer ”ligner mere og mere en selvmordspilot, der går i døden for at sejre, og som trækker sit teater med sig i døden”. Her viser koryfæet Kistrup, at når han bliver polemisk og politisk, så, ja så bliver han det. Men når det samtidigt er personificeret, ja så vækker det furiøs debat og kommer i fjernsynet og det hele.

Det imponerende ved fænomenet Kistrup var altså ikke hans ufatteligt store journalistiske produktion, heller ikke hans politiske polemik. Det imponerende er kritikerens – også over for sig selv – uimponeret poserende og retorisk præcise teaterpen. En pen som den kunstneriske eller akademiske bessermacher, ofte får trang til at knække midt over. Hvad de ofte anklagede Kistrup for, gjaldt dem selv, når de kritiserede ham: de respekterede ikke den genre, han udtrykte sig i. De forstod ikke ideen med Kistrups klumme, og slet ikke det bevidst forenklede retoriske postulat, der ofte ligger til grund for den – og som gør det muligt at sammenholde flere forestillinger i klummens lille format og giver den værdi for læseren, der jo kun i de færreste tilfælde har set de omtalte forestillinger. Derfor kan man tage så grueligt fejl af Kistrup som fx Jess Ørnsbo har gjort det. Vel kunne Kistrup tage fejl, det skjulte han aldrig, men der er altid noget væsentligt om det væsentligste på færde i hans kritik – begge dele har nok enhver erfaret, der er blevet anmeldt af ham.

Nu er det snart 14 år siden Kistrup døde. Jeg har aldrig kendt ham. Men de få gange, jeg mødte ham, havde jeg den der sære fornemmelse af, at her var et menneske der blottede sig for at holde afstand, og som holdt afstand for at komme så tæt på som muligt. Et menneske, der derved så lige igennem en, så det bedste og værste ved en, lige på stedet. Hvordan kan man tillade sig at sige, at man savner et menneske, man aldrig har kendt? Det kan man ikke. Man kan højest identificere den form for identifikation, Kistrup selv gjorde brug af: At komme så tæt på så langt fra som muligt.

Tilbage i 1969 skrev Kistrup en bog om en af datidens nestorer i dansk teaterkritik, professor Hans Brix. Bogen er et mærkeligt identifikatorisk fremtidssyn og memento mori i ét. I afslutningen skriver Kistrup om den gamle Brix, der stødte sammen med tidens syn på teatret: "en gammel mand, der ofte måtte føle det, som om hans anmeldelser blev en slags gravskrifter over den tidsalder, han selv havde oplevet. Hans forbløffende åndelige friskhed og sproglige formuleringsevne, hans uforandrede modtagelighed og hans talent for at regenerere, alt dette bevirkede, at han aldrig faldt for fristelsen til at illuminere fortiden – de gode, gamle dage! Men netop fordi han bedre end så mange andre var i stand til at se det fortidige og forældede i den ældre dramatik efter Holberg, var det meget lidt, der blev tilbage, om overhovedet noget. Og netop fordi han med rette eller urette følte sig så frigjort i forholdet til fortiden, var det fuldstændig rimeligt, at det var som den aktive forkæmper for et nyt dansk drama, hans egentlige samliv med teatret begyndte".

Da Kistrup døde, så man endelig hvor afholdt han var i alle hjørner af dansk teater. Det fremkom der en række vidnesbyrd om fra vidt forskellige hjørner af dansk kultur. Det vil sige: ikke universitetet, men fra journalister, kulturfolk, teaterfolk og teaterkritikere af helt andre slags end Kistrup og fra helt andre verdner end hans. Her er fem smukke eksempler fra fem forskellige positioner i dansk kulturliv:

Nikolaj Cederholm, instruktør og teaterleder og lederen af det dengang allerede lukkede Dr. Dante teater: ”Da jeg hørte, Kistrup var død, kom jeg straks til at tænke på, at han sad på scenen i én af vores afskedsforestillinger (Dr. Dante, red.) og sang »Jeg bliver så glad, når solen skinner«. Halvdelen af salen vidste ikke, hvem han var. Men det endte med, at hele salen stod op. Han fik aftenens største bifald. Det var helt vildt. Jeg kan ikke understrege nok, at han var den eneste af anmelderne, der magtede at perspektivere sine anmeldelser. Enten i forhold til teatrets almene tilstand eller i forhold til samfundet i almindelighed. Vi taler om en mand, der har set alt. Simpelthen alt. Han var anmeldernes nestor og bare så helt ekstremt vidende. Ikke at han altid havde ret, slet ikke. Han var eksempelvis helt enormt glad for lækre piger. Der var nogle unge, kvindelige skuespillere, han anmeldte dårligt, som faktisk var enormt gode skuespillere, de så bare ikke så godt ud. Og omvendt anmeldte han altid nogle bestemte godt, fordi han fandt behag i at se på dem. Men alt i alt er det et kæmpe tab. Det er enormt ærgerligt, at han ikke er der mere. Fordi der kommer til at mangle den anmelder, der kan sætte tingene ind i de større sammenhænge.”

Torben Brostrøm, gennem årtier førende litteraturkritiker og professor ved Danmarks Lærerhøjskole: ”Jeg havde meget respekt for ham. Hans utrolige åndsnærværelse og hans store viden var imponerende. Han kunne jo alle skuespillere og deres gøren og laden udenad, lige som han kunne alle de gamle revyviser. Han delegerede sig jo ud i enkeltartiklernes verden i stedet for at skrive større samlede ting. Og det var jo hans bevidste valg. Kistrup havde ikke så meget lyst til det store overblik. Men han kunne til gengæld med sit kolossale hukommelsesapparat kæde enkelttingene sammen. Der har jo været tale om en uhyrlig produktion, fordi han havde så let ved at skrive og tilmed gøre det med stor elegance. På den måde havde han den misundelsesværdige evne at kombinere sin store viden med en journalistisk oplagthed. Han var jo Den borgerlige Kritiker, men med en fri ånd. Man kan sige, at han repræsenterede det borgerlige frisind.”

Katrine Wiedemann, instruktør: ”Jeg synes, det er chokerende og sørgeligt. Det er et totalt tomrum, vi nu står med, hvad angår teaterkritikken. Det er virkelig sådan, at når man laver en forestilling, tænker man, at der anmeldelser, og så er der det, Jens Kistrup skriver. Og selvom han var sådan én, hvis pen, man kunne frygte, fordi den kunne være skarp, var der altid tale om, at hans måde at sætte tingene op på, havde gyldighed – uanset om man var enig eller ej. At få ros fra ham, var den største ære, og at få det modsatte, var at blive kastet i gruset, men i begge tilfælde var det sagligt begrundet. Der er ikke den premiere, hvor man ikke har kigget efter hans lidt korpulente figur, hvor man har snakket om oppe bag tæppet om Kistrup var der, og hvordan han så ud. Jeg kan ikke se, hvem der skulle kunne overtage hans plads. Det er virkelig en stor mand i teaterverdenen, der er død.”

Carsten Jensen, forfatter og kritiker: ”Jeg vil sige, at det er Danmarks yngste og mest vitale kritiker, der er død. Han var altid i én eller anden form for livtag og debat med det, han skrev om. Jeg vil kunne tage summen af hans anmeldelser hver for sig og så være uenig næsten hver gang, men den samlede sum af hans virke får mig til at bøje mig i støvet for ham som kritiker. Han var en stor kritiker, og det har noget at gøre med, at han aldrig gav op. Han blev aldrig pensioneret i hverken den ene eller anden forstand. Litterære kritikere tror, at litteratur kun handler om litteratur. Teaterkritikere tror, at teaterkritik kun handler om teatret. Men Kistrup blev ved med at se, at det hele jo handler om os, om den tid, vi lever i og om livet og meningen med det. Han var jo gennemborgerlig. Der var ikke noget revolutionært ved ham, men han var kritiker på en måde, der i en søvnig tid, næsten gjorde ham revolutionær. Han repræsenterede alt det bedste ved borgerlighed. Frem for alt med sin meget store åbenhed og vilje til at gå i dialog med hvem- og hvad som helst.”

Endelig Me Lund, Kistrups daværende kollega, i sin nekrolog fra januar 2003: ”Der bliver meget stille fra nu af på gangene i Det berlingske Hus. Jens Kistrup vil ikke længere være at finde i en af sine endeløse samtaler på gangene – ”Jeg lytter, mens jeg tale”, som han plejede at sige om sin journalistiske metode. I modsætning til alle andre mødte Jens Kistrup nemlig altid op på sit arbejde med sine artikler skrevet færdig på forhånd i nattens løb – altid med blyant og altid på de samme små A5-ark. Men nu har han under protest sat det sidste punktum i sine aviser, Berlingske Tidende og Weekendavisen. Og typisk for ham blev hans sidste klumme i søndags netop så smuk og virkningsfuld en afsked, som kun dén kan gøre en journalistisk tekst, som besidder et ekstraordinært format som menneske og publicist. Under overskriften "Uundværlig...# beskrev han den illusion, vi alle nærer om at være uundværlige, skønt livet ubønhørligt erstatter os – ikke blot på jobbet og i parforholdene, men også i slægternes gang.

”Der tales så tit om, at ethvert menneske er uerstatteligt, noget særligt, et unikum. Og det er så sandt, som det er sagt. Men uundværligt? Det er straks en anden sag. Mennesker er der altid nok af. Og falder det ene bort, står der næsten hver gang et andet parat til at overtage dets rolle og dets funktioner. Livet er fuldt af rolleskift, fuldt af dubleringer”, skrev han profetisk og vidste, at han hermed bedrev en form for journalistik, på én gang dybt privat og dybt professionelt, som samtidig var en slags dementi af sit emne. Han var nemlig ikke bare uerstattelig som vidensbase, skribent og menneske – og for de få: som ven – men også uundværlig.

Ingen af os, der har fået i opdrag at bringe hans stafetter videre, når han i årenes løb har givet dem fra sig, vil nogensinde kunne udfylde det tomrum, han efterlader. Han besad en journalistisk og intellektuel urkraft, der udåndede samtidig med, at han sov ind i sit hjem i går nat. For nok går livet videre. Men det bliver fattigere, gløden mindre intens, horisonten knap så vid – en epoke er uafvendeligt slut ikke bare i Berlingske Tidendes historie, men i dansk pressehistorie med Jens Kistrups sidste punktum.

[…] Jens Kistrup personificerede den fordomsfrie og indsigtsfulde borgerlige presse, intellektuel i sit udgangspunkt, men populær i sin formidling. Han stod for den borgerlige anstændighed, han for kort tid siden vedkendte sig i et interview i Information, hvor han til manges overraskelse for fuld styrke angreb tidens grådighed og den siddende regerings uansvarlighed. Jens Kistrup var nok borgerlig, men han var ligeså radikal – et kompliceret menneske, der altid søgte sandheden og var åben om den, også når den gjorde ondt.

Med den bevidst anonyme fremtoning – altid de samme grå bukser og den samme blå jakke – kalkulerede han således som sin egen iscenesætter med overraskelsesmomentet, når han satte hænderne til tastaturet for at forsvare de nye strømninger, som det øvrige kritikerkorps enten angreb på et efter hans mening mangelfuldt grundlag eller endnu ikke havde opdaget. Med en overmenneskelig arbejdsindsats, en sjældent fejlende intution og et altid modtageligt sanseapparat bevarede Jens Kistrup livet igennem evnen til at sætte kunstværkerne ind i det rette perspektiv, som analytisk litteraturkritiker endda med en forbilledlig klarhed, som måske kom af, at bøgerne trods alt ikke var hans hjerteblod.

[…] Det var denne uforbeholdne kærlighed til teatret, til showet, til generøsiteten i spottens lys, denne trang til at lægge den moralsk fornærede hverdag bag sig, der mere end noget gjorde, at Jens Kistrup er blevet et ikon i dansk teaterliv – lige afholdt af teatrets publikum og det teater, som han viede sit liv til. Man kunne være uenig med ham. Man kunne blive overvældet af hans tyrannusauriske råstyrke, når han skånselsløst kæmpede for sine synspunkter. Men ingen kunne nogensinde være i tvivl om, at denne mand stod på teatrets side med en romantisk bejlers urokkelige tro på, at det besad nøglen til det liv, han imens lod glide forbi. Denne passivt-aktive kærlighed var på én gang hans livs triumf og tragedie. Og mens litteraturen vedblivende var hans professionelle beskæftigelse, var og blev teatret hans liv. Hans egentlige hjem. Her vil hans stol stå tom, hans person være uerstattelig. Og hans passionerede kærlighed vil være – uundværlig.”

En samlet gennemgang af Kistrups teaterkritik findes bedst og mest omfattende i Knud Arne Jürgensens monografiske antologi Teatrets fortællinger – Jens Kistrups teaterkritik (2013). Hovedsynspunkterne herfra er samlet i webtekst18: Jens Kistrup – den ypperste apostel for det borgerlige frisind . » hent webtekst18 her

 

London calling

Det første man møder, når man i de kommende måneder går op ad Teatermuseet i Hofteatrets smukke og slidte trappe er den engang så berømte kongelige skuespiller Oluf Poulsen (1849-1923). Han står i vindueskarnappen, og han står der som Holbergs sjove og superskarpe Oldfux, hvis herre er Den Stundesløse. Oldfux elsker at kurtisere, ikke mindst den endnu mere skarpe Pernille. Oldfulx kommer ofte til kort over hende. Og det gør Oluf Poulsen måske også her. For hende han kurtiserer er Lady Likesalot fra London Toast Theatres tilbagevendende Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli. Hun blev spillet af David Bluestone i 1996 og senest af Andrew Jeffers i Bored of the Rings i 2006.

Og sådan mødes historisk udblik med aktuel tilstedeværelse i Teatermuseet i Hofteatrets nye udstilling LONDON TOAST THEATRE – an English phenomenon in Danish theatre, en udstilling om et af de skæveste, sjoveste og mest insisterende teatre i Danmark siden starten af 1980’erne. ”Jeg har da sjældent haft det så sjovt i teatret", skrev anmelderen fra Teateravisen.dk, "jeg overgav mig fuldstændigt til dette overflødighedshorn af ideer og indfald, flade vittigheder og sofistikerede sprogpointer, overspil og selvironi".

London Toast Theatre er først og fremmest noget helt for sig selv i den danske teaterverden. Et fænomen, en niche i dansk teaterkultur, som uden statsstøtte efterhånden har opnået kultstatus, men af den bestemte og permanente slags, hvor publikum har vokset sig stort og trofast møder op, når teatret kalder til den årlige Crazy Christmas Cabaret. Crazy Christmas Cabaret spilles ved juletid i 2014 for 17. gang i Glassalen i Tivoli – og for 33. gang siden starten i Cafe Teatret (nu Sort/Hvid) i Skindergade i det indre København i 1982.

Den første Crazy Christmas Cabaret i 1982 blev en kæmpesucces fra den ene dag til den anden. Det skyldes én mand, DR’s showmaster over alle, Otto Leisner, som så forestillingen og dagen efter inviterede Vivienne McKee og de øvrige skuespillere ind i det, der blev Otto Leisners sidste programrække, underholdningsprogrammet for overvejende ældre generationer H.O.P.L.A (Humør, Oplysning, Populærmusik, Livsglæde, Aktivitet).Herefter var forestillingen udsolgt og mere til for hele spilleperioden. Siden er det gået slag I slag.

London Toast Theatre er blevet kult i København og Aarhus, og teatret bringer på sin egen måde internationale teatertraditioner ind i dansk kultur. Uden at skilte med det indgår London Toast Theatre på engelske sprogfødder i gode gamle traditioner i både lokal dansk og international sammenhæng. Crazy Christmas Cabaret spilles gennemgående ud fra den dramaturgiske fortælleform, man kender i England under navnet Pantomime. Patomime kender vi i Danmark i dag bedst i den pæne og sødmefyldte ballet-variant med Harlequin, Columbine og Pjerrot, som man møder i netop Tivoli, på det udendørs pantomimeteater, der ligger få meter fra Glassalen, hvor London Toast Theatre spiller. Og faktisk har både den engelske og den danske version af pantomime rødder i den italienske renæssances Commedia dell’Arte. Men her hører ligheden også op. 

Den engelske ’Panto’ er også bygget op på nogle prototyper eller standardroller som den forelskede pige, skurken og ikke mindst Damen, som er en mand forklædt som kvinde, her overspillet og vildt udstyret i spil og kostumer. Den Dame har i den grad ben at gå på i Crazy Christmas Cabaret. Hun har i mange år heddet Andrew Jeffers.

I ord og ånd trækker London Toast Theatre og dets kunstneriske bagkvinde, engelske Vivienne McKee, på kendte og klassiske traditioner fra den engelske varieté og Music Hall, som blev kendt i Danmark gennem DRs udsendelse af Good Old Days tilbage i 1970’erne. Fra samme periode og også fra DR stammer det danske publikums kendskab til Monty Python’s Flying Circus, hvis crazy og absurde komik ikke er London Toast Theatre fremmed.

Crazy Christmas Cabaret er oftest parodiske bearbejdninger af klassikere og klassiske historier og figurer fra litteraturens, teatrets og filmens verden, tilføjet som satiriske udblik, som vi kender det fra dansk revy og fra den svenske amatørtradition for Spex-forestillinger, til kendte personer og politiske emner i den aktuelle forestillings samtid, platte ordspil, elegant turnerede sjofle vittigheder tilsat ikke så lidt spil på kønsroller og kropslighed, i det hele taget på tabuer i tiden, sådan som komedier altid har haft det for vane. Overspil veksler med underspil og publikum deltager efter nogle faste ritualer, som læres forfra hvert år. Det sker under titler som førnævnte Bored of the Rings, The Secret Diaries of Robinson Crusoe (1995), Bent the Gladiator (2002), Big Sis is watching you (1984, året som gav navn til George Orwells fremtidsroman 1984; Big Sis refererede til den dengang meget magtfulde engelske premiereminister Margaret Thatcher), Smartacus (2013) og senest her i november One-eyed Willy (2014).

Parodien som dramaturgisk greb kender man i alle teaterkulturer. Parodikomedien har i virkeligheden også været en fast tradition i dansk teater siden Holberg skrev sine parodikomedier i 1720’erne. For blot at slå ned et par andre og forskellige steder i teaterhistorien: allerede året efter at Elith Reumerts altmodische juleforestilling Nøddebo Præstegaard havde premiere i 1888, lancerede Frederikberg Morskabstheater en grum parodi på stykket under titlen Pigernes Jens i Nøddebo Præstegaard i 1889. I 1970 indtog Jytte Abildstrøm det gamle spillested Riddersalen på Frederiksberg. Det skete med en parodisk genopførelse af Peter Fristrups parodikomedie fra 1920'erne: Svend, Knud og Valdemar. – Men ingen i dansk teater har gennemført parodien som spillestil og dramaturgisk verdensanskuelse, sådan som London Toast Theatre har gjort det år efter år siden 1982.

Gå ind og se forestillingen og gå ind og se udstillingen! Udstillingen sig ud over hele balkonetagen og op på bagscenen. 

På balkongangen modsat Christiansborg Ridebane fortælles historien om London Toast Theatres  årligt tilbagevendende Crazy Christmas Cabaret, først i 1982 i Café Teateret, videre til Jazzhus Slukefter i Tivoli 1984-88, diskoteket Daddy’s Dance Hall 1889-1991, diskoteket Kridthuset 1992-93, Sceneriet i Det Ny Teater 1994-1997 og siden 1998 igen i Tivoli, nemlig Glassalen – og siden 2002 også med efterfølgende opførelser i Musikhuset i Aarhus.

På balkongangen ud mod Ridebanen fortælles om de andre forestillinger og scener, som London Toast Theatre har grebet fat i ud over Crazy Christmas Cabaret. Som det seneste eksempel finder man en helt speciel forestilling: Michael Frayns Copenhagen, bearbejdet og iscenesat af Vivienne McKee. Forestillingen omhandler et af videnskabshistoriens mytiske møder mellem to af verdens førende videnskabsmænd, nemlig fysikerne og Nobelpris-modtagerne Niels Bohr og Werner Heisenbergs møde i starten af 2. verdenskrig. Stykket blev senest spillet i sommeren 2014 i haven foran Bohrs æresbolig på Carlsberg i Valby i anledning af den store videnskabsfestival, Science in the City, som blev afholdt samme sted.

På bagscenen ser man et udvalg af London Toast Theatres pragtfuldt udstyrede kostumer til deres frie sceniske tolkninger af bla. Shakespeare-klassikere som Hamlet, her kaldet Hamlet's Private Dick (2008), – i dialog med museets fotoudstilling om Hamlet-Scenen i Helsingør: Wall of Fame.

Historien – de mange historier og anekdoter – om London Toast Theatre’s egensindige gøren og laden i en niche af det store danske teaterlandskab kan følges skridt for skridt rundt i udstillingen, som er tilrettelagt i samarbejde mellem Teatermuseet i Hofteatret og London Toast Theatre v/ Søren Hall, Kirsten Brink og Ulla Håkansson.

Magt og afmagt

I disse uger sendes en ny række Gintberg på kanten på DR. Program nr. 3 handler om Folketinget og det hævdvundne danske demokratis højborg Christiansborg, og undtagelsesvist er Gintbergs show foran det udvalgte publikum fra arbejdspladsen Christianborg ikke optaget på stedet, altså på Christianborg, men i Teatermuseet i Hofteatret (se programmet her: http://www.dr.dk/tv/se/gintberg-pa-kanten/gintberg-pa-kanten-christiansb...). Det er der sådan set god mening i.

Det var her i Hofteatret, at Struense i de tidlige 1770'ere tog sine uformelle livtag med den danske – enevældige – samfundsorden (og med dronningen, siger nogen), og her han sammen med den politiske magtelite gik til maskerader. – Og det var her han festede sin sidste aften, før han senere samme nat blev anholdt og uforholdsmæssigt kort tid efter, sammen med Hofteatrets daværende direktør, blev ført til skafottet i Fælledparken og henrettet ved halshugning og håndafhuggelse i omvendt rækkefølge, for så at blive sat på hjul og stejle (NB. få meter fra hvor Teatermuseet i Hofteatrets nuværende direktør bor).

Struensee blev offer for sin egen magt og afmagt. Det samme kan til en vis grad siges om en hel politikere fra før og nu. Et af de mest markante eksempler fra de seneste årtier er den Jakob Haugaard, som samtidigt mere end mange andre meget mere magthavende politikere har udvist selverkendelse over magtens forhold til afmagten. Derfor glæder det os i Teatermuseet i Hofteatret, at Haugaard uselvisk og fuldtonet gav grønt lys til at vi måtte bruge hans skæbne som folkevalgt politker og billedet af ham, da han står på Folketingets talerstol for første gang nogensinde. Billedet indgår i udstillingen Holberg – til tiden, som åbner 8. maj (se http://teatermuseet.dk/content/holberg-til-tiden).

Centralt i Holberg – til tiden står ti lydtableauer, hvor historisk billed- og lydmateriale sættes ind i en moderne sammenhæng – og omvendt. I lydtableau nr. 8, Magt og afmagt, er flere af de af Holbergs komediefigurer som fx Herman von Bremen alias Den politiske Kandestøber, der kæmper med magtens dilemmaer og afmagtens kvaler, på besøg i Folketingssalen, da Jakob Haugaard holdt sin første tale fra Folketingets talerstol. Lige så chokerende det var for den politiske offentlighed, at en skælm og satiriker som Haugaard faktisk opnåede valg til Folketinget, lige så overrumplende blev den parlamentariske kultur for Haugaard selv. Haugaard anede det nok, da han i sin første tale citerede den kommunistiske arbejderdigter fra 1970’erne, Carl Scharnberg: ”Det nye sker, når den der altid er tiltænkt tilskuerens rolle begynder at blande sig”.

På Christina Ann Sydows billedcollage står en ligestillet, nemlig den politiske kandestøber, Herman von Bremen, nede i salen og lytter til Haugaard. Herman kæmper med sit eget ønske om at få politisk indflydelse og mod sin egen evne til at udøve den. Men han har som en anden Haugaard fra først til sidst en – ubrugelig – indsigt i magtens væsen: ”Den som ikke kan forstille sig, kan ikke regere”. Hans Sydow og Ulle Bjørn Bengtssons lydcollage komponerer hele siatuation frem simpelthen ved at bygge en sang med rap op af Holbergs regibemærkninger til Herman von Bremens tvivlsomme gøren og laden. Altså ikke hvad han siger (i form af replikker), men hvad han faktisk gør. Herman von Bremen manglede helt åbenlyst en spindoctor..

Kontrapunkt

Lyceum Theatre i Londons massive teaterkvarter er helt fantastisk: "a building of outstanding national importance, architecturally and theatrically. Its history is complex". Ja, det tør siges!

Siden det åbnede i sin første version næsten samtidigt som Hofteatret, nemlig i 1772. Den nyeste version af Lyceum Theatre blev genopbygget og åbnet i 1907, og det har været brugt til meget a la mode, også på kanten af teatret: ballroom, bingo og i 1970'erne kontroversielle koncerter med Pink Floyed, Led Zeppelin og Iggy Pop blandt flere andre. Så var det også tid at lukke igen, og det skete i 1984. Herefter lå det brak indtil 1996, hvor teatret oplevede sin sjette reinkarnation. Her blev det hele ombygget, restaureret og ... om-dekoreret. Og så indtog de spektakulære muscials huset for fuld kraft. Først Jesus Christ Superstar og senest og stadig ongoing: Disneys The Lion King, set pt af mere end 800.000. De har gode barer i pauserne, for American Airlines er sponsor og indtaget dem fuldstændig. Og publikum ser godt, for de smukke plydsrødttonede interiører i salen (ikke ulig Hofteatrets) er blevet spraymalet i en grå tone for at holde folks fokus på scenen :-)

Sikke en udfordring til den institutionelle selvforståelse og den ideologiske diskussion af materiel og immateriel kulturarv.– Og et godt sted at besøge for en samling museumsfolk med forkærlighed for historiske teaterbygninger – hvad vi gjorde fredag 22. november 2013, da vi var samlet fra hele Europa i regi af Perspectiv – Assocation of Historic Theatres in Europe for at arbejde videre med et større udstillings- og formidlingsprojekt om de historiske teaterbygingers betydning for udviklingen af Europas historie. > se mere her

Billedet viser facaden på The Lyceum Theatre –  The Theatres Trust, UK

Sider

Abonnér på RSS - blogs