Tilbage til top

Blog

London calling

Det første man møder, når man i de kommende måneder går op ad Teatermuseet i Hofteatrets smukke og slidte trappe er den engang så berømte kongelige skuespiller Oluf Poulsen (1849-1923). Han står i vindueskarnappen, og han står der som Holbergs sjove og superskarpe Oldfux, hvis herre er Den Stundesløse. Oldfux elsker at kurtisere, ikke mindst den endnu mere skarpe Pernille. Oldfulx kommer ofte til kort over hende. Og det gør Oluf Poulsen måske også her. For hende han kurtiserer er Lady Likesalot fra London Toast Theatres tilbagevendende Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli. Hun blev spillet af David Bluestone i 1996 og senest af Andrew Jeffers i Bored of the Rings i 2006.

Og sådan mødes historisk udblik med aktuel tilstedeværelse i Teatermuseet i Hofteatrets nye udstilling LONDON TOAST THEATRE – an English phenomenon in Danish theatre, en udstilling om et af de skæveste, sjoveste og mest insisterende teatre i Danmark siden starten af 1980’erne. ”Jeg har da sjældent haft det så sjovt i teatret", skrev anmelderen fra Teateravisen.dk, "jeg overgav mig fuldstændigt til dette overflødighedshorn af ideer og indfald, flade vittigheder og sofistikerede sprogpointer, overspil og selvironi".

London Toast Theatre er først og fremmest noget helt for sig selv i den danske teaterverden. Et fænomen, en niche i dansk teaterkultur, som uden statsstøtte efterhånden har opnået kultstatus, men af den bestemte og permanente slags, hvor publikum har vokset sig stort og trofast møder op, når teatret kalder til den årlige Crazy Christmas Cabaret. Crazy Christmas Cabaret spilles ved juletid i 2014 for 17. gang i Glassalen i Tivoli – og for 33. gang siden starten i Cafe Teatret (nu Sort/Hvid) i Skindergade i det indre København i 1982.

Den første Crazy Christmas Cabaret i 1982 blev en kæmpesucces fra den ene dag til den anden. Det skyldes én mand, DR’s showmaster over alle, Otto Leisner, som så forestillingen og dagen efter inviterede Vivienne McKee og de øvrige skuespillere ind i det, der blev Otto Leisners sidste programrække, underholdningsprogrammet for overvejende ældre generationer H.O.P.L.A (Humør, Oplysning, Populærmusik, Livsglæde, Aktivitet).Herefter var forestillingen udsolgt og mere til for hele spilleperioden. Siden er det gået slag I slag.

London Toast Theatre er blevet kult i København og Aarhus, og teatret bringer på sin egen måde internationale teatertraditioner ind i dansk kultur. Uden at skilte med det indgår London Toast Theatre på engelske sprogfødder i gode gamle traditioner i både lokal dansk og international sammenhæng. Crazy Christmas Cabaret spilles gennemgående ud fra den dramaturgiske fortælleform, man kender i England under navnet Pantomime. Patomime kender vi i Danmark i dag bedst i den pæne og sødmefyldte ballet-variant med Harlequin, Columbine og Pjerrot, som man møder i netop Tivoli, på det udendørs pantomimeteater, der ligger få meter fra Glassalen, hvor London Toast Theatre spiller. Og faktisk har både den engelske og den danske version af pantomime rødder i den italienske renæssances Commedia dell’Arte. Men her hører ligheden også op. 

Den engelske ’Panto’ er også bygget op på nogle prototyper eller standardroller som den forelskede pige, skurken og ikke mindst Damen, som er en mand forklædt som kvinde, her overspillet og vildt udstyret i spil og kostumer. Den Dame har i den grad ben at gå på i Crazy Christmas Cabaret. Hun har i mange år heddet Andrew Jeffers.

I ord og ånd trækker London Toast Theatre og dets kunstneriske bagkvinde, engelske Vivienne McKee, på kendte og klassiske traditioner fra den engelske varieté og Music Hall, som blev kendt i Danmark gennem DRs udsendelse af Good Old Days tilbage i 1970’erne. Fra samme periode og også fra DR stammer det danske publikums kendskab til Monty Python’s Flying Circus, hvis crazy og absurde komik ikke er London Toast Theatre fremmed.

Crazy Christmas Cabaret er oftest parodiske bearbejdninger af klassikere og klassiske historier og figurer fra litteraturens, teatrets og filmens verden, tilføjet som satiriske udblik, som vi kender det fra dansk revy og fra den svenske amatørtradition for Spex-forestillinger, til kendte personer og politiske emner i den aktuelle forestillings samtid, platte ordspil, elegant turnerede sjofle vittigheder tilsat ikke så lidt spil på kønsroller og kropslighed, i det hele taget på tabuer i tiden, sådan som komedier altid har haft det for vane. Overspil veksler med underspil og publikum deltager efter nogle faste ritualer, som læres forfra hvert år. Det sker under titler som førnævnte Bored of the Rings, The Secret Diaries of Robinson Crusoe (1995), Bent the Gladiator (2002), Big Sis is watching you (1984, året som gav navn til George Orwells fremtidsroman 1984; Big Sis refererede til den dengang meget magtfulde engelske premiereminister Margaret Thatcher), Smartacus (2013) og senest her i november One-eyed Willy (2014).

Parodien som dramaturgisk greb kender man i alle teaterkulturer. Parodikomedien har i virkeligheden også været en fast tradition i dansk teater siden Holberg skrev sine parodikomedier i 1720’erne. For blot at slå ned et par andre og forskellige steder i teaterhistorien: allerede året efter at Elith Reumerts altmodische juleforestilling Nøddebo Præstegaard havde premiere i 1888, lancerede Frederikberg Morskabstheater en grum parodi på stykket under titlen Pigernes Jens i Nøddebo Præstegaard i 1889. I 1970 indtog Jytte Abildstrøm det gamle spillested Riddersalen på Frederiksberg. Det skete med en parodisk genopførelse af Peter Fristrups parodikomedie fra 1920'erne: Svend, Knud og Valdemar. – Men ingen i dansk teater har gennemført parodien som spillestil og dramaturgisk verdensanskuelse, sådan som London Toast Theatre har gjort det år efter år siden 1982.

Gå ind og se forestillingen og gå ind og se udstillingen! Udstillingen sig ud over hele balkonetagen og op på bagscenen. 

På balkongangen modsat Christiansborg Ridebane fortælles historien om London Toast Theatres  årligt tilbagevendende Crazy Christmas Cabaret, først i 1982 i Café Teateret, videre til Jazzhus Slukefter i Tivoli 1984-88, diskoteket Daddy’s Dance Hall 1889-1991, diskoteket Kridthuset 1992-93, Sceneriet i Det Ny Teater 1994-1997 og siden 1998 igen i Tivoli, nemlig Glassalen – og siden 2002 også med efterfølgende opførelser i Musikhuset i Aarhus.

På balkongangen ud mod Ridebanen fortælles om de andre forestillinger og scener, som London Toast Theatre har grebet fat i ud over Crazy Christmas Cabaret. Som det seneste eksempel finder man en helt speciel forestilling: Michael Frayns Copenhagen, bearbejdet og iscenesat af Vivienne McKee. Forestillingen omhandler et af videnskabshistoriens mytiske møder mellem to af verdens førende videnskabsmænd, nemlig fysikerne og Nobelpris-modtagerne Niels Bohr og Werner Heisenbergs møde i starten af 2. verdenskrig. Stykket blev senest spillet i sommeren 2014 i haven foran Bohrs æresbolig på Carlsberg i Valby i anledning af den store videnskabsfestival, Science in the City, som blev afholdt samme sted.

På bagscenen ser man et udvalg af London Toast Theatres pragtfuldt udstyrede kostumer til deres frie sceniske tolkninger af bla. Shakespeare-klassikere som Hamlet, her kaldet Hamlet's Private Dick (2008), – i dialog med museets fotoudstilling om Hamlet-Scenen i Helsingør: Wall of Fame.

Historien – de mange historier og anekdoter – om London Toast Theatre’s egensindige gøren og laden i en niche af det store danske teaterlandskab kan følges skridt for skridt rundt i udstillingen, som er tilrettelagt i samarbejde mellem Teatermuseet i Hofteatret og London Toast Theatre v/ Søren Hall, Kirsten Brink og Ulla Håkansson.

Magt og afmagt

I disse uger sendes en ny række Gintberg på kanten på DR. Program nr. 3 handler om Folketinget og det hævdvundne danske demokratis højborg Christiansborg, og undtagelsesvist er Gintbergs show foran det udvalgte publikum fra arbejdspladsen Christianborg ikke optaget på stedet, altså på Christianborg, men i Teatermuseet i Hofteatret (se programmet her: http://www.dr.dk/tv/se/gintberg-pa-kanten/gintberg-pa-kanten-christiansb...). Det er der sådan set god mening i.

Det var her i Hofteatret, at Struense i de tidlige 1770'ere tog sine uformelle livtag med den danske – enevældige – samfundsorden (og med dronningen, siger nogen), og her han sammen med den politiske magtelite gik til maskerader. – Og det var her han festede sin sidste aften, før han senere samme nat blev anholdt og uforholdsmæssigt kort tid efter, sammen med Hofteatrets daværende direktør, blev ført til skafottet i Fælledparken og henrettet ved halshugning og håndafhuggelse i omvendt rækkefølge, for så at blive sat på hjul og stejle (NB. få meter fra hvor Teatermuseet i Hofteatrets nuværende direktør bor).

Struensee blev offer for sin egen magt og afmagt. Det samme kan til en vis grad siges om en hel politikere fra før og nu. Et af de mest markante eksempler fra de seneste årtier er den Jakob Haugaard, som samtidigt mere end mange andre meget mere magthavende politikere har udvist selverkendelse over magtens forhold til afmagten. Derfor glæder det os i Teatermuseet i Hofteatret, at Haugaard uselvisk og fuldtonet gav grønt lys til at vi måtte bruge hans skæbne som folkevalgt politker og billedet af ham, da han står på Folketingets talerstol for første gang nogensinde. Billedet indgår i udstillingen Holberg – til tiden, som åbner 8. maj (se http://teatermuseet.dk/content/holberg-til-tiden).

Centralt i Holberg – til tiden står ti lydtableauer, hvor historisk billed- og lydmateriale sættes ind i en moderne sammenhæng – og omvendt. I lydtableau nr. 8, Magt og afmagt, er flere af de af Holbergs komediefigurer som fx Herman von Bremen alias Den politiske Kandestøber, der kæmper med magtens dilemmaer og afmagtens kvaler, på besøg i Folketingssalen, da Jakob Haugaard holdt sin første tale fra Folketingets talerstol. Lige så chokerende det var for den politiske offentlighed, at en skælm og satiriker som Haugaard faktisk opnåede valg til Folketinget, lige så overrumplende blev den parlamentariske kultur for Haugaard selv. Haugaard anede det nok, da han i sin første tale citerede den kommunistiske arbejderdigter fra 1970’erne, Carl Scharnberg: ”Det nye sker, når den der altid er tiltænkt tilskuerens rolle begynder at blande sig”.

På Christina Ann Sydows billedcollage står en ligestillet, nemlig den politiske kandestøber, Herman von Bremen, nede i salen og lytter til Haugaard. Herman kæmper med sit eget ønske om at få politisk indflydelse og mod sin egen evne til at udøve den. Men han har som en anden Haugaard fra først til sidst en – ubrugelig – indsigt i magtens væsen: ”Den som ikke kan forstille sig, kan ikke regere”. Hans Sydow og Ulle Bjørn Bengtssons lydcollage komponerer hele siatuation frem simpelthen ved at bygge en sang med rap op af Holbergs regibemærkninger til Herman von Bremens tvivlsomme gøren og laden. Altså ikke hvad han siger (i form af replikker), men hvad han faktisk gør. Herman von Bremen manglede helt åbenlyst en spindoctor..

Kontrapunkt

Lyceum Theatre i Londons massive teaterkvarter er helt fantastisk: "a building of outstanding national importance, architecturally and theatrically. Its history is complex". Ja, det tør siges!

Siden det åbnede i sin første version næsten samtidigt som Hofteatret, nemlig i 1772. Den nyeste version af Lyceum Theatre blev genopbygget og åbnet i 1907, og det har været brugt til meget a la mode, også på kanten af teatret: ballroom, bingo og i 1970'erne kontroversielle koncerter med Pink Floyed, Led Zeppelin og Iggy Pop blandt flere andre. Så var det også tid at lukke igen, og det skete i 1984. Herefter lå det brak indtil 1996, hvor teatret oplevede sin sjette reinkarnation. Her blev det hele ombygget, restaureret og ... om-dekoreret. Og så indtog de spektakulære muscials huset for fuld kraft. Først Jesus Christ Superstar og senest og stadig ongoing: Disneys The Lion King, set pt af mere end 800.000. De har gode barer i pauserne, for American Airlines er sponsor og indtaget dem fuldstændig. Og publikum ser godt, for de smukke plydsrødttonede interiører i salen (ikke ulig Hofteatrets) er blevet spraymalet i en grå tone for at holde folks fokus på scenen :-)

Sikke en udfordring til den institutionelle selvforståelse og den ideologiske diskussion af materiel og immateriel kulturarv.– Og et godt sted at besøge for en samling museumsfolk med forkærlighed for historiske teaterbygninger – hvad vi gjorde fredag 22. november 2013, da vi var samlet fra hele Europa i regi af Perspectiv – Assocation of Historic Theatres in Europe for at arbejde videre med et større udstillings- og formidlingsprojekt om de historiske teaterbygingers betydning for udviklingen af Europas historie. > se mere her

Billedet viser facaden på The Lyceum Theatre –  The Theatres Trust, UK

Telefonteater

Direkte fra Science Museum, London: "At first using the telephone was a theatrical event in itself. Gradually, the instrument (!) gained a place on stage as a prop, cue or focus for dramatic action, and this image of sophistication, intrigue and glamour undoubtly influenced the public perception of the telephone". – Eller på en anden måde: da telefonen først blev et dramaturgisk redskab på scenen, blev den det mere end før i virkeligheden, og nu er den det mere end nogen sinde i før. Var man Granhøj Dans kunne man helt sikkert lave en smuk Obstruction danseforestilling uden et ord i, men med masser af lyde og mobilmimik. Er der nogen, der har gode ideer eller erindringer eller andet om oplevelser med telefonen i teatret (sal eller scene), så giv lyd...

Sider

Abonnér på RSS - blogs